64 / 245
60
offentlig skriver mod hinanden, hvorved Fjenden glædes, og
Menigheden forarges.
Mynster svarede ikke paa Brevet; men han tog Henstil
lingen til Følge og rettede i 13 Aar intet offentligt Angreb
paa Grundtvig. Derimod nægtede han sig ikke noget i pri
vate Udtalelser.
For ikke at blive uretfærdig mod Mynster for den kolde
og afvisende Holdning, han indtog overfor Grundtvig, maa
man ikke alene huske paa den store Forskel i deres Person
lighed, men ogsaa paa Grundtvigs Skribentvirksomhed i disse
Aar. Kampbulderet stod om ham, og skarpe Grænser drog
han, mens Mynster alt for gerne gik uden om Kampen og
ingen Ven var af de skarpe Grænser-
Grundtvig havde 1812 udgivet en Prædiken: »H v o r f o r
k a l d e s v i L u t h e r a n e r e ? « Som Indledning til den fin
des det lange Digt: »I Wittenberg, i Saksenland«, hvoraf seks
Vers er bievne en kendt Mindesang om Luther. Saavel
Digtet som Talen gaar ud paa at vise, at de nymodens
Præster ingen Ret har til at kalde sig Lutheranere, knap
nok Kristne. Og hans bidende Svar paa Spørgsmaalet i
Prædikenens Titel er da det: »Vi kaldes Lutheranere, fordi
vore Fædre var det.« Denne Prædiken vakte Opsigt ikke
alene her hjemme, men ogsaa i Tyskland. De jydske »op
vakte« skrev Breve til Grundtvig, hvori de klagede over For
følgelserne, de var udsatte for, og hvori de bad Grundtvig
om at besøge dem. Og den bekendte Jung Stilling skrev om
d e n : »»Det er igen en Kærneprædiken og tillige en alvorlig
Dadel mod den Tænkemaade, der nu hersker alle Vegne.
Man har rynket paa Næsen, fordi et ungt Menneske træder
saa dristig frem; men naar de gamle tier, og de unge har
Mod, saa maa disse skrige. Herren sagde til Jeremja: »Sig
ikke: jeg er for ung!« — Og den, hvis Læber han har be
rørt som Grundtvigs, han maa nok have Lov til at tale-«
Et Par Aar tidligere havde Jung Stilling i Anledning af
Grundtvigs Dimisprædiken skrevet: »Denne fortræffelige unge
Mand gad jeg kende og trykke til mit Hjerte . . . . Herren
velsigne denne fortræffelige unge Mand og bevare ham paa
Sandhedens V e j! Saadanne Mænd trænger vi til.«
Men vakte Prædikenen paa sine Steder Anerkendelse,
saa vakte den paa andre Forargelse, dog ikke i det Omfang