69 / 245
Fader syg, og der forefaldt ved hans Sygeleje et gribende
Optrin mellem Fader og Søn.
Den gamle spurgte, om
Evangeliet til Gaarsdagen ikke talte om Johannes Døbers
Sendebud til Frelseren- Derefter fortsatte han: »Jeg hedder
ogsaa Johannes, og Fængsler er mange Slags, og jeg er i
Fængsel.« Da kom Grundtvig i Tanker om, at Faderen mod
Sædvane ikke havde hørt noget af hans nu færdige Digt;
han hentede det og læste, og den gamle lyttede begejstret
og betaget. Han bøjede sig derefter hen over Sønnen, gav
ham sin Velsignelse og sagde: »Saa skal Herren trøste dig i
din sidste Time, som du har trøstet mig; thi du sang Israels
Gud Salmer.«
Den 5. Januar 1813 døde Faderen. Grundtvig søgte
Embedet, men kunde ikke faa det, og rejste saa igen til
København.
65
VI.
GRUNDTVIG I KØBENHAVN.
(1813— 1821).
T Løbet af Sommeren 1813 blev den nye Sognepræst i
Udby, Sandal, udnævnt, og Grundtvig rejste da ind til
København, hvor han i 8 Aar levede et »Eremitliv mellem
Bøgerne og nogle faa gode Venner«. Verdenskrøniken og
den Strid, den havde affødt, havde lukket mange af de gamle
Huse for ham, og han attraaede heller ikke selv det sel
skabelige Liv, han havde levet forrige Gang, han var i
København; men prædike vilde han gerne, og han tilbød
flere Præster sin Hjælp, prædikede ogsaa tit, indtil snart alle
Prædikestole lukkedes for ham efter det, han kalder »d e t
f a r l i g e S a m m e n s t ø d p a a R o s k i l d e L a n d e m o d e
18 1 4«. Han brændte af Iver for at komme til at tale et
vækkende Ord til Præsterne og havde derfor om Sommeren
1814 ved en Præstesammenkomst i Maribo talt om Udsig
terne for Kristi Kirke- Og den 6. Oktober s. A. gav han
Møde ved Landemodet i Roskilde og foredrog en Afhandling
»om P o l e m i k o g T o l e r a n c e e l l e r o m T v i s t o g
T a a 1«. Heri bekæmper han med stærke Ord den Opfattelse,
H osendal: N. F. S. Grundtvig.
b