NFSGrundtvig

didat Kr. Olsen, kom til ham og fortalte, at der var udgaaet

Opfordring til Menigmand i Jylland om endrægtelig at rejse

og væbne sig mod Bernadotte og de Skarer af Russere og

Svenskere, hvormed han var falden ind paa Halvøen for at

tvinge Danmark til at afstaa Norge til Sverige. Han mente,

at mange Studenter vilde med, og at der burde holdes et

Møde derom. Grundtvig raadede til Varsomhed, og de gik

sammen til Frederiks Hospital, hvor de hos Grundtvigs Mor

broder, Overlæge F. L. Bang, efter Raadførsel og i Forening

med flere affattede og udsendte en Indbydelse til et alminde

ligt Studentermøde næste Aften paa Ehlers’ Kollegium. Her

holdt Grundtvig en flammende Tale, hvori han bl. a. sagde:

»Hvo er blandt os saa ublu, saa fræk og forvoven, at han

turde løfte sit Hoved, løfte sin Haand og sige: Jeg er dansk,

men det rager mig ikke, hvad Fædrene gjorde, hvad Landet

maa lide, hvad Herrerne hedder, naar jeg kun i Ro kan op

æde mine Dage. Hvo er den Ungersvend med Levning af

Aand og Hjerte, som ikke med blussende Kind og rullende

Øje vilde love at vandre i Fædrenes Spor, at værge det

gamle, det herlige Land eller falde derover? Ingen, ingen!

Det er glædeligt at kunne sige dette med Sandhed.« Men

dette var — sagde han — ikke nok: »Kun ved Tro paa det

evige Liv kan Folket oprejses, ved Tro, en urokkelig, levende

Tro, der holder fast ved den usynlige, som den saa ham

. ,. . Lad os betænke, om vi selv har denne Tro • . . hvad

hjælper ellers de store Ord og de dyre Løfter? . . . Saa

prøve da enhver sig alvorlig som for den alvidende Guds

Aasyn, om han har den faste Tro og Tillid til den levende,

almægtige Gud, om det er i hans Navn, han vil udgaa at

tale og virke og staa og falde, som Herren det vil. Hvo,

som ej har denne Tro og denne Tillid, han røre sig ikke,

før de er vundne.«

Herom var dog adskillige uenige med ham; man kunde

vel nok slaas for Fædrelandet uden den Tro paa Gud som

Grundtvig fordrede. Men han blev ved sit og opfordrede

dem, der var enige med ham, til at komme igen næste Aften-

Han havde ikke ventet ret mange den anden Aften, men

Forsamlingen var endnu større end den første. Grundtvig

holdt en Prædiken i Lighed med den fra Aftenen før og op

læste dernæst en Henvendelse til Kongen, der skulde under

skrives af dem, der var enige med ham. Han gik saa bort

med sine Meningsfæller, og de holdt et snævrere Møde,