67
didat Kr. Olsen, kom til ham og fortalte, at der var udgaaet
Opfordring til Menigmand i Jylland om endrægtelig at rejse
og væbne sig mod Bernadotte og de Skarer af Russere og
Svenskere, hvormed han var falden ind paa Halvøen for at
tvinge Danmark til at afstaa Norge til Sverige. Han mente,
at mange Studenter vilde med, og at der burde holdes et
Møde derom. Grundtvig raadede til Varsomhed, og de gik
sammen til Frederiks Hospital, hvor de hos Grundtvigs Mor
broder, Overlæge F. L. Bang, efter Raadførsel og i Forening
med flere affattede og udsendte en Indbydelse til et alminde
ligt Studentermøde næste Aften paa Ehlers’ Kollegium. Her
holdt Grundtvig en flammende Tale, hvori han bl. a. sagde:
»Hvo er blandt os saa ublu, saa fræk og forvoven, at han
turde løfte sit Hoved, løfte sin Haand og sige: Jeg er dansk,
men det rager mig ikke, hvad Fædrene gjorde, hvad Landet
maa lide, hvad Herrerne hedder, naar jeg kun i Ro kan op
æde mine Dage. Hvo er den Ungersvend med Levning af
Aand og Hjerte, som ikke med blussende Kind og rullende
Øje vilde love at vandre i Fædrenes Spor, at værge det
gamle, det herlige Land eller falde derover? Ingen, ingen!
Det er glædeligt at kunne sige dette med Sandhed.« Men
dette var — sagde han — ikke nok: »Kun ved Tro paa det
evige Liv kan Folket oprejses, ved Tro, en urokkelig, levende
Tro, der holder fast ved den usynlige, som den saa ham
. ,. . Lad os betænke, om vi selv har denne Tro • . . hvad
hjælper ellers de store Ord og de dyre Løfter? . . . Saa
prøve da enhver sig alvorlig som for den alvidende Guds
Aasyn, om han har den faste Tro og Tillid til den levende,
almægtige Gud, om det er i hans Navn, han vil udgaa at
tale og virke og staa og falde, som Herren det vil. Hvo,
som ej har denne Tro og denne Tillid, han røre sig ikke,
før de er vundne.«
Herom var dog adskillige uenige med ham; man kunde
vel nok slaas for Fædrelandet uden den Tro paa Gud som
Grundtvig fordrede. Men han blev ved sit og opfordrede
dem, der var enige med ham, til at komme igen næste Aften-
Han havde ikke ventet ret mange den anden Aften, men
Forsamlingen var endnu større end den første. Grundtvig
holdt en Prædiken i Lighed med den fra Aftenen før og op
læste dernæst en Henvendelse til Kongen, der skulde under
skrives af dem, der var enige med ham. Han gik saa bort
med sine Meningsfæller, og de holdt et snævrere Møde,
5*