70 / 245
66
at Tolerance skulde være det samme som Neutralitet i
Aandens Verden eller Ligegyldighed for Meninger, som an-
gaar Menneskets højeste Anliggender. En saadan Tolerance
skal bekæmpes, og til Sandhedens Modstandere skal vi sige:
du er fordømt, hvis du bliver i din Modsigelse; og vi maa
ikke glemme, at Troens Savn skyldes Menneskets frie Vilje;
de vantro v i 1 ikke tro. Men vi skal vogte os for at for
veksle vore Fjender med Sandhedens og kun kæmpe med
aandelige Vaaben. »Et skinnende Eksempel paa en saadan
Kamp mod Løgnen og Foragt for kødelige Vaaben og Tillid
til det gamle, men ej brustne Sværd har vi set iblandt os i
den Sandheds Tjener, der sidst steg ned af Sjællands Bispe
stol.« Og saa fortsætter han: »Ja, jeg erklærer højtideligt,
og Efterslægten, ja, vor Overhyrde selv skal stadfæste mine
Ord, at dersom ej det danske Præsteskab oprejser sig til
Kamp for Ordet og Troen, da er der ingen kristen Kirke
mere i Danmark, da er dens Alter nedbrudt, dens Kor van
helliget af vantro Skarer, af utro Hyrder, som opæder
Hjorden, da haver Lunkenhed og Kærlighed til Verden og
Frygt for Korset betaget dem, der end forgæves trøster sig
ved Jesum Kristum, forgæves, siger jeg; thi i disse Ting
siger den, der hedder Amen, det trofaste og sande Vidne,
som er Guds Skabnings Begyndelse: »Jeg veed af dine Ger
ninger, at du hverken er kold eller varm, men efterdi du er
lunken, vil jeg udspy dig af min Mund!«« — Inden Stift
amtmanden og Biskoppen denne Aften gik til Ro, sendte de
Grundtvig en Skrivelse, hvori de »i Landemodets Navn« af-
fordrede ham hans Afhandling; og den 13- November fik
han en overmaade skarp Irettesættelse af Biskoppen, ligesom
ikke alene Præsterne lukkede deres Prædikestole for ham,
men han tabte al Udsigt til for det første at faa Præstekald
i Sjællands Stift.
Saa var der et Øjeblik, da det saa ud til, at han skulde
faa sin Livsgerning uden for Danmark. Der var nemlig Tale
om at gøre ham til Professor ved det nye Universitet i Kri-
stiania, og baade hans Ven, Hersleb, og hans gode Venner
blandt de norske Haugianere drog ham. Han blev jo imid
lertid her hjemme og var snart optaget af litterære Kampe
og videnskabeligt Arbejde.
Inden disse Kampe begyndte, havde han den mærkelige
Oplevelse, han har beskrevet i sit lille Skrift: »H e 11 i g t r e -
k o n g e r 1y s e t«. En Ven af ham, den jydske teologiske Kan