75 / 245
71
stor nok til at give ham en saadan, der — som Grundtvig
skrev til ham fra London —- var den bedste, han kunde
ønske sig, og virkede i Cambridge mere end rede Penge.
I Grundtvigs sidst nævnte Stridsskrift findes der en
varmt skreven Omtale af den tyske Digter Novalis (Harden-
berg 1772— 1801), hvori han siger, at »Længselens »blaa
Blomst«, Paradisets Kærminde, den vilde Novalis finde og
favne, ej som en Grædemø, men som Livets Dronning,
og som paa en Skyvogn svæve med hende evig over alle
Verdener i vemodig Vellyst. Lys og Mørke, Sandhed og
Løgn skulde kærlig favne hinanden i den evig lyse Nat. En
dyb Længsel efter Hvile og Harmoni, et dybt Blik i Na
turens Indre, en brændende Kærlighed til det store og skønne
— disse Ting var hos Novalis som hos faa. Men Kærlig
heden udartede til uren Elskov, der besmittede hans Længs
ler og forvirrede hans Syner, og Forvirringen stræbte han
at retfærdiggøre ved Sofismer; det var hans sørgelige Lod,
og derfor stod han smertefuld, derfor tonede kun afbrudte
Lyde fra hans Harpe, derfor maatte Strengene briste. Og
nu, Gud tilgive ham! Hvo der ej fælder en Taare ved hans
Kiste, kendte ej ham eller kender ej Kærlighed; men Sand
hed maa elskes højt over ham, thi den er den sande Kær
ligheds evige Ord.«
Og han fortsætter: »Det er en Glæde for Danmark, at
hun har fostret en Søn i »De sorte Ridderes« kærlige Skjald,
som er Broder til Novalis, men som i Gudsfrygt frelstes fra
hans Vildfarelse og synes beskikket til at afbilde det Naturens
gaadefulde Tempel, Novalis stirrede paa, afbilde det som en
sand Guds Kirke, hvor Morgenstjernens Sang genlyder i
hellige Toner, hvor bag det flygtende Mørke Morgenrøden
forkynder det evige Lys, som brødes paa Korset, men
sprængte Dybets Lænker, fordunkler Solens Skin og funkler
evig i det nye Jerusalem. Ja, et Omrids har han alt i Hav
kirken tegnet, hvis Mage endnu ingen saa fra Skjaldskabs
Pensel. Gud bevare ham i Ydmyghed og barnlig Hengiven
hed og stadfæste ham i Jesu Kristi Tro! Da skal han se
større Ting end disse og vorde den kommende Tids Seer i
Naturens Spejl, som han alt var dens Herold . . . . «
Som det fremgaar af disse Ord, havde Grundtvig store