81 / 245
77
for Kæmpe-Alderdommen
med Retfærds Sølverhaar.
Ej har til Ridderkapper
jeg Tøj, som kan forslaa,
og sammenstukne Lapper
maa hele Mænd forsmaa.
Ej Guld og grønne Skove
jeg har til Maj og mer;
til Hjelmens Busk for vove
er mine Pennefjer.
Til Anskrig fik jeg Bringe,
men intet Bryst til Sang;
en Klokke kan jeg ringe,
men Lut ej give Klang.
Oplad du Gemmer dine
for Danmarks bedste Kuld!
Giv du dem Kapper fine
med Kors af røden Guld!
Giv du dem Fuglefjere,
som vaje kan i Sky!
Giv du dem Maj og mere,
som gror i Bøgely!
O, mød dem under Lide
med liflig Sang og Klang!
Da vil vi Sommer ride
ad By i Danevang!«
Venskabet mellem de to Digtere bestod til deres Død;
og de Breve, de i 38 Aar (1821— 1859) vekslede, og som er
udgivne af Svend Grundtvig, er en af de bedste og mærke-
ligste litteraturhistoriske Bøger i vort Tungemaal.
Grundtvig var vel den ældste af de to; men han over
levede jo Vennen og skrev ved hans Død (Februar 1862);
»Mellem Nordens Hovedskjalde,
som jeg hilsed fjern og nær,
ingen turde Ven jeg kalde
uden ham, som daaned her;
mellem Højolds Bavtastene
staar med Luren jeg alene.
Intet dog jeg har at klage;
I halvtredsindstyve Aar
med de mange tusind Dage
jeg i Vinter som i Vaar
fandt hos Ingemann en Broder,
Søn af samme Skjaldemoder.
Prise maa jeg da min Lykke,
vel som Danmarks Lykke stor;
thi som mer end Skin og Skygge
dyrt er V e n s k a b trindt paa Jord.