NFSGrundtvig

Forvejen, valgte man Grundtvig til at overrække ham den,

hvad han gjorde med følgende Ord: »Selskabet har ønsket,

at jeg skulde overrække Dem Lavrbærkransen fra danske

Kvinder; og Selskabet ønsker det, fordi alt 40 Vintre er

ledne, siden jeg hilste Dem som den Hovedskjald i Norden,

De nu af alle erkendes for at være. Men det følger af sig

selv, at denne Krans faar ej sit Værd fra den, der over

rækker, men fra dem, som bandt den; og D e m behøver jeg

ikke at sige, hvad der gør Kransen fra Danekvindens Hænder

dyrebar for Skjalden! Derfor vil jeg kun bemærke, at Dane

kvindens Æreskrans til Skjalden har en egen, en mageløs

Glans, fordi det k u n er i Danmark, man har det Oldsagn,

at Folket, da deres gamle Kongestamme var uddød, virkelig

rakte Kronen til Hovedskjalden Hjarne. Gid De da længe

maa bære Kransen med Kroneglans, som vi véd skal om-

straale Navnet, mens Bøgen har Løv og Danekvinden har

H je r te !«

Og da Øhlenschlæger døde godt to Maaneder efter denne

Festdag, talte Grundtvig ved hans Grav over det Ord, der er

sagt om en gammel Ypperstepræst i Israel: »De begrov ham

hos Kongerne, fordi han havde gjort vel imod Folket.«

Det var, sagde han, en kongelig Begravelse, Adam Øhlen

schlæger fik. Vor Hovedstad genlød af Klagesange ved hans

Død, dens Hovedkirke bar Sorg, og alle Rigets ypperste

kappedes om at vise deres Deltagelse; og dog var denne ud

vortes Æresbevisning kun et Skyggebillede af den kongelige

Begravelse, der vil blive Skjaldekongen iblandt os, Adam

Øhlenschlæger, til Del; thi der er en Grav, hvori Danemænd

og Danekvinder begraver deres livsalige Konger, som gjorde

vel imod Folket; det er den højlovlige Ihukommelse og den

kærlige Amindelse, hvori det danske Folk ej blot begraver

sine Konger og Helte, men ogsaa sine Hovedskjalde og alle

dem, der kendelig gjorde vel imod Folket. I dette kongelige

Hvilested skal han hvile, der med Rette kaldtes Skjalde

kongen, salvet af Aanden selv til at øve Storværk til Folke-

gavn i Slægt efter Slægt, som vidt overgaar, hvad denne

Verdens Kejsere og Konger kan udrette; thi om dem hedder

det med Rette:

»Gik alle Konger frem i Rad

i ‘deres Magt og Vælde

de mægted’ ej det mindste Blad

at sætte paa en Nælde.«