90 / 245
86
Det samme gælder om S a k s e s Bog, hvor Vanskelig
hederne for Oversætteren var langt større, navlig med Hen
syn til de gamle Kvad og den store Mængde gamle Ordsprog,
Sakse har benyttet og oversat paa Latin, og som nu skulde
gengives paa Dansk med Digte og Fyndsprog. Sakses Over
sætter i det 16de Hundredaar, Anders Vedel, var gaaet uden
om denne Vanskelighed, dels ved at udelade, dels ved at
omskrive alt dette; men det tillod Grundtvigs historisk-poe-
tiske Samvittighed ikke ham, og han gjorde det da, som han
kunde: gengav Sakses Vers med Digte, som maa siges at
være Grundtvigs egne, og Sakses fyndige Talemaader med
Ordsprog og Fyndord fra nuværende Dansk. Her var det,
Erindringen om hans gamle Barnepiges fyndige Tale var
ham til god Hjælp.
Han arbejdede i disse Aar, som om det gjaldt Livet. I
Maaneder var han tit ikke i Seng, blundede blot et Par
Timer i sin Lænestol for saa at tage fat igen. Flere Gange
havde han i disse Aar søgt Præstekald og et Par Gange haft
Udsigt til at faa et.
I Begyndelsen af Aaret 1818 skrev hans Svoger P. E.
G 1a h n, da Præst i Ulsø og Braaby ved Næstved, at Grev
Danneskjold-Samsøe havde gjort ham opmærksom paa, at
Baron og Baronesse Reedtz-Thott paa Gaunø var villige til
at kalde Grundtvig til Præst i Vejlø, hvis de kunde faa
Præsten der forflyttet til Sverborg, som var ledigt. — Glahn
havde samtidig skrevet til Baronesse Reedtz-Thott om Sagen,
og Baronen søgte sig i den Anledning løst fra et tidligere
Løfte med Hensyn til Sverborg Kald. Da dette var sket,
skrev Baronessen til Pastor Glahn, om han ikke vilde træde
i Underhandling med den Vejlø Præst, da det snarest kunde
gaa paa den Maade. »Han har drillet sin Patron og Patro
nesse paa en lumpen Maade,« skrev Glahn til Grundtvig.
Der blev da heller ikke noget af det. Præsten blev siddende
i Vejlø til 1846.
Der var saa Tale om Vartov i København, der ogsaa
var ledigt, og i den Anledning skrev Fru Marie Glahn,
Grundtvigs Svigerinde, den 14. September til ham, at hun
hos Grevinden paa Gisselfeld har set et Brev fra sin Søster,
Grundtvigs Hustru, der udtaler Haab om, at de skal komme
til Aalborg. Saa langt vilde hverken Grevinden eller Fru
Marie have dem bort, og Grevinden bad da gennem hende
Grundtvig om endelig at gaa til Kongen og bede ham om at
maatte faa Vartov Kald.