85 / 245
81
Øhlenschlægers Svar herpaa mere fornemt end poetisk, men
han erkendte dog Baggesen for en aandelig Magt, hvis Ros
ej var ham ligegyldig.
Nu var imidlertid Kampen kommen, og den førtes ufor
svarligt fra Tylftens Side, naar den frakendte Baggesen Dig
ternavnet og udnævnte alle Øhlenschlægers Arbejder til Me
sterværker. Det er uværdigt for Øhlenschlægers herlige Aand,
at han ikke offentlig erklærer sin højeste Mishag med dette
litterære Gadeopløb.
Er Baggesens Paastand, at der i Grunden er to Digtere
Øhlenschlæger, rigtig, saa b ø r den gøres; og saa skulde saa-
vel Øhlenschlæger selv som Læseverdenen være Baggesen
taknemmelig for den.
Mange mente nu, at dermed var Sagen afgjort, at dette
var Historiens Dom. Saaledes skrev den bekendte Rektor
S. N. J. Bloch den 21. November til sin »kære, højtagtede
Ven« Grundtvig:
» . . . . Desuden kan det jo være Dem ligegyldigt at faa
Underskrifter under Deres Mening paa Prent, da De sagtens
kan være overbevist om at have dem i alle ubestukne og
æstetisk-retsindige Læseres Hjerter. Den Trumf staar, det
er en Force, som selv Tylften og alt, hvad der tænker tylft-
mæssigt, nok skal lade være at stikke. Jeg har derfor det
stadige Haab, at den — vel læst — skal gøre Ende paa
hele Striden, om ikke — hvilket den synes mig at maatte
kunne, hvis Blodet blot havde afkogt hos dem — endog
bringe de tolv, blandt hvilke der er Hoveder, som er for
gode til at burde have gjort dette Skridt, til Syndens Erken
delse. Sker dette ikke, frygter jeg, de er inkurable.«
Striden fortsattes i »Skilderiet« og »Litteraturtidende«
med drøje Knubs fra begge Sider; men i Almindelighed kan
det siges, at det i den, der har Interesse for Nutidslæsere,
er, foruden Grundtvigs overlegne og retfærdige Bedømmelse
af de stridende Parter, kun P o u l M ø l l e r s Parodi om Jens’s
Lidenhed og hans » H i m m e l b r e v i G r u n d t v i g s n y e
h i s t o r i s k e S m a g « , hvori han med stor Kunstfærdighed
og meget morsomt parodierer Svulst og Underligheder i
Grundtvigs Stil.
Grundtvig vedblev altid at regne Øhlenschlæger for
Nordens største Digter; og det var da i sin Orden, at da
Danmark 1849 paa Øhlenschlægers 70-Aarsdag vilde føje sin
Lavrbærkrans til den, Sverige havde skænket ham 20 Aar i
Rosendal: N. F. S. Grundtvig.
6