83 / 245
79
Den skidenfærdige Forfatter T. C. Brun f. Eks., hvem
Grundtvig i Verdenskrøniken havde bedømt saa skarpt, var
ikke mindre vederstyggelig i Baggesens Øjne, og mod ham
rettede Baggesen et fuldstændigt tilintetgørende Skud. Brun
havde i Fortalen til »Bethuliaden« (»det liderligste Smuds
digt, der nogen Sinde i vort Sprog er smurt sammen,« siger
Baggesen) skrevet:
»Om imidlertid en Jesu Kristi Køter,
en Grundtvig nok saa bister ad mig gø’r,
hvad siger det? Før var det Jøter, Gøter,
nu færdes han blandt Paulus, Svin og Køer.
Fra dem han næst i Daarekisten vandrer,
hvor alt en Plads man burde ham udse,
forinden med sit Vaas han helt forandrer
sin hele Hjord til fromme, gale Kræ. -—
At attisk Salt paa sligt et Væsen spilde,
var netop, som om nogen med en Pind
en Elefant, en Bøffel prikke vilde —
det bider ej paa sligt et skabet Skind.«
Baggesen foreslog Grundtvig at give Brun dette tilbage
paa følgende Maade:
»Om midlertid en Gergesener-Orne,
en Brun og grynter ad mig nok saa vildt,
hvad siger det? Før paa de uomskaarne,
nu paa de skaarne han sit Grynt har spildt.
Fra dem han næst i Svinepølen farer,
hvor alt en Plads ham nylig blev udset,
og hvor, ifald han ej paa Græsk sig varer,
af sit Produkt han blive vil belet.
At Luthers Skænd paa sligt et Væsen spilde,
var netop, som om en med attisk Salt
til Mad i Musers Suppe sylte vilde
en skoldet, gammel, tintet sjællandsk Galt.«
Paa et andet Punkt kunde Grundtvig og Baggesen mødes,
nemlig i Betragtning af Øhlenschlægers Tilbagegang som
Digter siden hans Hjemkomst fra den store Udenlandsrejse.
Herom havde Grundtvig tilskrevet Digteren selv det bekendte
Brev af 1812, og herom havde Baggesen udtalt sig ved forskel
lige Lejligheder før det store Hovedslag. Dette fandt Sted, da
Baggesen havde rettet den mest ødelæggende Kritik mod
Øhlenschlægers »Røverborgen«, »Ludlams Hule« og »Rejse,
fortalt i Breve til mit Hjem«. Denne Kritik bragte Øhlen
schlægers yngre Venner i et saadant Raseri, at 12 af dem