84 / 245
80
sendte Baggesen en latinsk Udfordring til en Disputats med
dem om Digtekunsten og iøvrigt ikke levnede ham Ære for
to Skilling. Da Baggesen stod ene over for den hidsige
»Tylft«, rykkede Grundtvig ham til Undsætning, og Baggesen
blev jublende glad over, at »Bibelens ensomme Kæmpe« drog
i Leding med ham.
Grundtvigs første »E r k 1æ r i n g«, der fremtræder som
Udtalelse »fra et Antal Videnskabsdyrkere ved Københavns
Universitet«, gør gældende, at hele Baggesens Kritik drejer
sig om den Paastand, at der i Bogverdenen er saa at sige
to Øhlenschlægere: en, som har skænket Danmark »Vau-
lundur«, »Aladdin«, »Hakon Jarl« og hvad dertil hører, og
en anden, der har skrevet »Ludlams Hule«, »Rejsen« og hvad
dermed hænger sammen. Denne Paastand gør Grundtvig til
sin, og den udviklede han nærmere i en fortræffelig Afhand
ling i sit Tidsskrift »Danevirke«, »Om D i g t e r n e B a g g e
s e n o g Ø h l e n s c h l æ g e r « . De er begge, hævder han,
virkelige Magter i dansk Litteratur; kun Uforstand kan nægte
det. Men lægger man Baggesens »Komiske Fortællinger«,
»Ungdomsarbejder« og »Labyrinthen« ved Siden af Øhlen
schlægers »Poetiske Skrifter« og »Nordiske Digte«, saa ser
man let, der er en stor Forskel mellem dem, ikke mellem
Skæmt og Alvor, komisk og tragisk, men en Grundforskel i
Tankegangen. B a g g e s e n betragter nemlig Øjeblikket som
det eneste, hvori et fornuftigt Menneske kan sætte sin Glæde
og søge sit Liv og sin Lykke, da et tykt Mørke ruger over
baade Fortid og Fremtid. Han forguder vel ikke Øjeblikket,
som det t i m e l i g kan nydes, men som det kan nydes med
A a n d . Ø h l e n s c h l æ g e r søger derimod af al Magt at
se ud over den Taage, der dækker Øjeblikket. Liv og Lys
sætter han der, hvor Baggesen saa idel Mørke: i det forbi
gangne og det tilkommende.
Mellem disse Synsmaader maatte det vel derfor komme
til Kamp; men deraf fulgte ikke, at Digterne selv skulde
komme i aaben, personlig Fejde. De er nemlig bedre skikkede
til at besynge en levende Kamp end til at føre den.
Det saa jo ogsaa en Gang ud til, at de villig vilde er
kende hinandens Fortrin. Saavel i »Gengangeren« som i det
herlige Rimbrev fra Noureddin-Baggesen til Aladdin-Øhlen-
schlæger, erkendte Baggesen Øhlenschlæger for en Kæmpebøg
paa Parnasset, der kun behøvede at skyde sin Krone i Vejret
for at fordunkle selv William Shakespeare. Ganske vist var