82 / 245
78
sjældnest vel imellem Skjalde,
som ej Muser e n s paakalde.
Derfor skal paa vore Grave
Venskabsblomsten yndefuld,
runden op i Frejas Have,
længe dufte over Muld,
vidne, at i Danevangen
Blomsterduft har Fuglesangen.
Hjertets Sanger der oplives
ved de boldes Vaabenbrag:
Daadsherolden der henrives
ved det ømme Hjertes Slag;
her jævnsides Løbebaner
har med Aser altid Vaner.«
Ingemanns bedst kendte offentlige Udtalelse om Grundt
vig er vel nok, hvad han skrev under Grundtvigs Portræt:
»Med Sagastav og Pederssværd i Haand
han arved Saksos Blik og Kingos Aand;
fra gamle Nord hans Øje saa mod Østen,
og Aander har han vakt ved Kæmperøsten.
Grundtvig tog ogsaa levende Del i den store litterære
Strid, der i disse Aar førtes mellem Baggesen og begejstrede
Tilhængere af Øhlenschlæger. Han havde, som før fortalt,
i Verdenskrøniken af 1812 varmt anerkendt Baggesens Ta
lent, men dybt beklaget hans Mangel paa Alvor og hans
Leflen med det hellige. Derover var Baggesen bleven vred
og havde kaldt Grundtvig en nymodens, dels selvgjort, dels
eftergjort »Gammeldagssværmer, hvis hellige Vanvids Ægthed
Hjertekenderen maa bedømme«, en Sværmer, der »forsøger
at opbygge paa ny et den hellige, kristelige Kirke vanærende
Munkekapel af Dumhed og Overtro, som sand Oplysning
forlængst har nedbrudt — en bagvendt Morten Luther.« Heraf
opstod saa en Holmgang mellem Baggesen og Grundtvig, der
paa en Gang trætter ved sin Bredde og tiltaler ved det Vid,
hvormed den fra begge Sider blev ført. Den er fra Grundt
vigs Side mærkelig ved den urokkelige Sikkerhed, hvormed
han helt igennem fastholder den Betragtning af Baggesen,
som Historien nu maa siges at have godkendt.
Trods Modsætningen i Baggesens og Grundtvigs Natur
og Livsbetragtning kunde de tit- mødes i deres Syn paa
litterære Fremtoninger.