80 / 245
76
Lader du det længe bløde,
sørger det sig brat til Døde.
O, gid jeg dig standse kunde
i det dyre Væddeløb;
Vende dig til Bøgelunde
og til Rosen i sit Svøb!
Men ak! end i Blod du kvæder,
Skaren klapper, Barnet græder.«
Ingemann svarede herpaa i et længere Digt, der først
blev offentliggjort efter hans Død; heri siger han:
»Søg du ej mig at afvriste
Sorg-Kamønens blanke Staal!
Om det Runerne kan riste,
ser vi først ved Livets Maal.
Frygt ej, Staalet Barnet saarer,
som du elsker i mit Bryst!
Vel det græder, men dets Taarer
smelter hen i salig Lyst.«
Han holdt imidlertid snart efter op med Tragediefabri
kationen, rejste fra Foraaret 1818 til Efteraaret 1819 uden
lands og kom hjem styrket og forfrisket paa Sjæl og Legeme.
Grundtvig havde under hans Rejse sendt ham et 68 Vers
langt Digt »K æ r n e m i n d e b 1a d e t«, og ved Hjemkom
sten, da en større Vennekreds samledes med Ingemann, holdt
Grundtvig en smuk Tale til ham og overrakte ham første
Del af sin Oversættelse af Sakses Danmarkshistorie. Heri
var en Tilskrift til »D e s o r t e R i d d e r e s S k j a 1d«, hvori
han stillede Ingemann den Opgave, denne siden løste ved at
skrive sine historiske Digte og Romaner:
»Her kommer Torkel Dane
med Skaren, du har meldt,
for paa hans Heltebane
at følge Viduvelt.
Jeg smedded, som jeg kunde,
dem Sværd med Sagamalm;
jeg skæfted nogenlunde
de gamle Spyd med Alm;
jeg stræbte paa det bedste
at blanke Hjelm og Skjold:
jeg udtog Rytterheste
af Syvs og Laales Fold.
En Hvirvel jeg paa Trommen
med mine Stikker slaar