NFSGrundtvig

Tanker om, hvad den danske Digter, han her sammenstiller

med Novalis: I n g e m a n n , vilde faa at betyde for sit Folk.

Grundtvig havde ikke alene med Begejstring læst Inge-

manns »De sorte Riddere«; men de havde gjort personligt

Bekendtskab og sluttet et nøje Venskab med hinanden. Grundt

vigs Broder var bleven Ingemanns Faders Eftermand som

Præst i Torkildstrup. Grundtvigs Fæstemø var Ingemanns

Barndomsveninde, begge havde de boet paa Valkendorfs

Kollegium, saa der var mange Berøringspunkter; men det

afgørende var dog det, at Grundtvig i Ingemanns Digtning

fandt noget af det, han da altid søgte: et kristeligt Vidnes

byrd. Ingemann kunde jo ikke, blev der sagt ved hans

Grav, fortælle et Eventyr, uden at der tonede noget deri til

den korsfæstedes Ære.

Venskabet imellem dem blev af største Betydning for

dem begge. Grundtvig, den ældre, stærkere og afgjort op

rindelige Personlighed, paavirkedes vel ikke i sine Syns-

maader af Ingemann og fik ingen ligefrem Støtte af ham i

sin altid standende Strid; men jo mere han dømte ham at

være hjerteløs, desto større Trøst var det ham, at den milde,

elskelige Ingemann »aldrig ophørte at være hans Ven«; og

jo ensommere han stod i sine Kampdage, desto større Be

tydning havde det for ham, at han i sin Brevveksling og

sine Samtaler med Ingemann kunde veksle Tanker og skifte

Ord med en Mand, der var ham jævnbyrdig i Dannelse, og

med hvem han havde saa meget tilfælles. For Ingemann

havde dette Venskab endnu mere at betyde end for Grundt

vig. Han raadførte sig med Grundtvig, længtes altid efter

at høre hans Mening om sine Arbejder, følte sig støttet og op

livet ved Grundtvigs Venskab og ved hans levende Deltagelse

for hans Digtning, og han fulgte den Opfordring, Grundtvig

rettede til ham, om at tage Emner fra Riddertiden frem til

poetisk Behandling.

Der er den Forskel paa Venskabets Ytringer, at medens

Ingemann næsten altid kun gav det Udtryk i deres lange

Brevveksling og i Digte, som ikke blev trykte, saa udtalte

Grundtvig sig offentlig i de varmeste Ord om Ingemann og

hans Digtning, og han brød mere end een Gang en Lanse

for Ingemann, naar denne blev angreben. Der var som be

kendt, ved Siden af alt det smukke og levende i Ingemanns

første Digtning baade noget, der var sjusket med Hensyn til

Formen, og noget, der var sygeligt, taaget, uklart, ja usundt,