96 / 245
92
Børnene, at endog Baron Stampe fra Nysø maatte køre bort
uden at faa talt med Grundtvig, da han en Dag kom i
Undervisningstiden. Ligeledes var der mange, der huskede,
at paa Konfirmationsdagen maatte alle de fornemme Folk:
Baron Stampes, Grev Danneskjold-Samsøes, med hvem Her
tugen af Augustenborg og Prinsen af Nør fulgte, forlade
Koret, hvor de sad, for at Børnene kunde komme op til
Alteret og knælende aflægge Bekendelsen. Grundtvigs første
Tale til Korfirmanderne var saa gribende, at han maatte
bede dem berolige sig, ja, standse i Talen paa Grund af
deres Hulken.
Grundtvig blev ikke længe i Præstø. Bogskattene drog
ham til København; desuden siger han: »Det er fornemme
lig i Hovedstæderne selv, det onde skal bekæmpes, der ud-
gaar fra dem.«
Han havde en Tid haft sine Øjne henvendt paa Frelsers
Kirke paa Christianshavn, og 1819 havde han henvendt sig
til den gamle Sognepræst Fabricius med Tilbud om at være
hans Kapellan uden Løn. Nu var Fabricius død (1822), og
den residerende Kapellan Rasmus Fenger, Grundtvigs Ven,
bleven Sognepræst, og Grundtvig ønskede da meget gerne at
blive Fengers Eftermand som residerende Kapellan. Men
Biskop Miinters Søn, den senere Provst ved Holmens Kirke,
B. Munter, ønskede ogsaa dette Embede; og da Kancelliet
havde foretaget sin Indstilling og indstillet: 1) Tryde (den
senere Stiftsprovst), 2) Grundtvig, 3) B. Munter, gik Biskop
pen til Kongen og bad som en særlig Naade mod ham, om at
hans Søn maatte faa Embedet. Kongen gav ham vel intet
Løfte, men han havde dog Haab om, at Sønnen vilde faa
Embedet; men saa gik Grundtvigs gamle Modstander, Stifts
provst H. G. Clausen op til Kongen og frabad sig Grundtvig.
Dette Skridt oprørte Kongens Retfærdighedsfølelse, og —
skriver Biskop Munter i sin Dagbog — »faa Timer efter
havde Grundtvig Embedet« (6. November 1822).
Der fortælles, at da saa Grundtvig var hos Kongen for
at takke, sagde Kongen til ham: »Lad mig nu se, at De
ikke forfølger de andre Præster her inde,« hvortil Grundtvig
svarede: »Det er nok snarere dem, der forfølger mig, Deres
Majestæt.« »Aa, ja, der er noget i det,« sagde Kongen.
Første Søndag i Advent skulde Grundtvig indsættes i sit
Embede af Stiftsprovst Clausen, og den Dag valfartede Folk
i Hobetal til Frelsers Kirke, fordi man ventede sig noget i