97 / 245
93
Retning af Skandale. »Men,« siger Grundtvig, »baade Clausen
og jeg havde Takt nok til at holde ren Mund med vore be
kendte Tanker om hinanden, hvad vel faldt Stiftsprovsten
lidt vanskeligt, men lykkedes dog temmelig godt ved den
Vending, at Grundtvig, som han tørt bemærkede, havde baade
mundtlig og skriftlig gjort sig noksom bekendt.«
Her staar vi nu ved det Afsnit af Grundtvigs Liv, hvori
han fik størst Betydning for vor Kirkes Historie baade
med Hensyn til hans Tale og hans Skrift. Et Begreb om
hans Prædiken i København giver hans » K r i s t e l i g e P r æ
d i k e n e r e l l e r S ø n d a g s b o g « , som udkom 1827; det er
sikkert den rigeste og mærkeligste Samling af Prædikener, der
findes i vort Sprog, og den lader os forstaa, hvorfor Mænd
som G. P. Brammer (siden Biskop i Aarhus), O. Laub (siden
Biskop i Viborg), F. L. Zeuthen (siden Præst i Fredericia)
søgte Frelsers Kirke sammen med de ældre af dem, der siden
blev Grundtvigs Disciple og
Medkæmpere som Brødrene Fen
ger, J. C. Lindb.erg o. fl. Ja, selv Mynster gik ud for at
høre ham og har skrevet nogle for ham selv betegnende Ord
derom i sin Dagbog: »I Dag (o: den 5. Januar 1823) har jeg
hørt Grundtvig prædike. En begejstret Tale bedre udarbej
det end hos ham sædvanlig — dog ikke med tilstrækkelig
Grundighed — holdt for en talrig Forsamling i den dejlige
Kirke — maatte ogsaa være opbyggelig. Men i det hele
prædiker han dog Evangeliet som en Lovens Tjener, forkyn
der det under Torden fra Sinai, bruger Troen som en Byrde
mere at lægge paa Menneskene for da at sige: ve den, som
ikke bliver i alt det, som skrevet staar, saa han t r o r det.
Prædikenen sigter mere til at vække Had mod de vantro end
Kærlighed til Troen.«
Opskriften til denne Prædiken er trykt i »Dansk Kirke
tidende« 1875, og det er sikkert ikke mange Læsere, der vil
godkende Mynsters Dom om den, som var den en Torden
tale fra Sinai.
Om Virkningen af Grundtvigs Prædikener i Hovedstaden
siger han selv, efter at han havde været der godt P/z Aar,
at han har en urokkelig Grund til at tro, at han har udret
tet noget dermed, og det er den, at han har prædiket Guds
Ord, hvorom der staar skrevet, at det ikke skal vende tomt
tilbage, men som Sneen og Regnen udrette det, hvortil det
udsendes. Han vil imidlertid bekende, at det ogsaa er den
eneste Grund, hvormed han maa trodse meget, der synes at
vidne om det modsatte.