NFSGrundtvig

om Bibelen har Herrens egen til Forudsætning, og at han

maa selv endnu være til Stede som Lyset og Livet, hvem

det derfor gælder at vise alle hen til. Men hvor er han

til Stede, og hvor finde vi ham uden i hans egne Indstiftel

ser Daab og Nadvere, hvor han skaber og nærer det nye

Liv, Kristus-Livet, i os?

Saadan gik hans Tanker, og en Dag læste han i Kirke

faderen I r e n æ u s ’s Skrift mod Kætterne bl. a. følgende:

»Ligesom Kirken, spredt over al Verden indtil Jordens

Grænser, har af Apostlene og disses Disciple modtaget sin

Tro paa een Gud Fader almægtigste, som har skabt Himlen

og Jorden og Havet og alt deri, og paa een Jesus Kristus,

der til vor Frelse er bleven Kød, og paa den Helligaand,

der ved Profeterne har forkyndt Guds elskelige Søns, Vor

herres Jesu Kristi Komme, baade hans Fødsel af Jomfruen,

hans Lidelse, Opvækkelse af Døde, Optagelse i Himlene, saa

og hans Genkomst derfra i Faderens Herlighed til Indlem

melse af alt i sig som Hovede, til Oprejsning af hele Men

neskehedens Kød — ligesom Kirken har annammet denne

Forkyndelse og denne Tro, saa passer den paa den med en

Omhu, som om den kunde være bosat undet eet Tag, for

trøster sig til den med en Endrægtighed som af een Sjæl og

eet Hjerte og forplanter den med en Enstemmighed som af een

Mund. Thi uagtet Tungemaalenes verdslige Forskellighed,

saa er denne Meddelelse efter sit Indhold een og den samme.

Saaledes og ikke anderledes er Troen bleven annammet, og

saaledes bliver den forkyndt saavel i Tykslands, Galliens,

Spaniens som i Østerlands, Ægyptens og Libyens Menigheder.

Ja, ligesom Solen, denne Guds Skabning, er overalt i Verden

een og den samme, saaledes skinner alle Vegne denne Sand

hedsforkyndelse. Og saa lidt som den vældigste Ordfører i

Menigheden vilde ændre eller øge den (thi ingen er sin

Mesters Overmand), saa lidt vilde den svagere svække den.

Den lader sig hverken udvide af den, der har meget, eller

indskrænke af den, der har lidet at sige om den. Den større

eller mindre Fatteevne gør her ingen Forskel.«

Den Stilling, Irenæus her øjensynlig tillægger vor kristne

Trosbekendelse, som den lyder ved Daaben den Dag i Dag,

fandt han bevidnet hos andre Kirkefædre og forudsat i det

nye Testamente; og jo mere han grublede derover under

Bøn og Paakaldelse, des klarere blev det ham, at det, han

nu havde at gøre over for dem, der i det ydre vedkendte