106 / 245
henhører til de apostoliske Øjenvidner; at de fire evangeliske
Beretninger kun med Vanskelighed lader sig bringe i krono
logisk Harmoni, hvor meget bliver vaklende, ja endog man
gen aabenbar Forskellighed og Modsigelser bliver tilbage;
at den langt overvejende dogmatiske Del af vore hellige Bøger
har den af Apostelene til Forfatter, der ikke med egne Øjne
havde set eller med egne Øren hørt sin Lærer og Mester;
naar vi betænker, at det dogmatiske og moralske, det egent
lige og det allegorisk uegentlige, det bogstavelige og det bil
ledlige, det almengyldige og det lokale og temporelle, det
kristelige og det jødiske helt igennem er blandet med hinan
den; at Apostlenes Individualitet umiskendelig skinner igen
nem ved Behandling af de kristelige Dogmer og allerede
giver os Billedet paa den teologiske Forskellighed, som siden
har karakteriseret den kristelige Kirke; at det kun ved filo
logisk Lærdom og filosofisk Kritik bliver muligt at udfylde
det manglende, oplyse det dunkle, bestemme det vage og
bringe den højere Enhed til Veje mellem de forskellige Lære
typer og Forestillingsmaader; naar vi endelig betænker, at
Beviset for de hellige Bøgers Avtenti (Ægthed) ikke lader sig
føre paa anden Maade end for enhver anden Bog; at dette
Bevis ved flere af dem ikke fører os videre end til en højere
eller mindre Grad af Sandsynlighed; at selv Teksten i disse
Bøger ikke har undgaaet den Skæbne, enhver anden Bog i
Tidens Løb er underkastet, og at den bibelske Kritik og
Hermenevtik opviser Problemer, som næppe nogen Sinde vil
ophøre at være Stridspunkter i den kristelige Verden — da
paatvinger sig her en Sandhed, som aabner os dybe Blik i
Guds Husholdning i sin Kirke . . . . at Skriften er beregnet
paa Væsener, som har, og som bruger Fornuftens Lys: ved
historisk Kritik skal dens Ægthed bevises, ved filosofisk
Kritik dens Indhold prøves og udvikles; og først ved dens
videnskabelige Behandling kommer der Enhed og Holdning,
Lys og Klarhed ind i Lærens Mangfoldighed.«
Af andre Enkeltheder i det Clausen’ske Skrift kan frem
hæves, at han angriber Talen om »Forsoning«, fordi Forso
ning forudsætter Vrede, sanselig Affekt hos det højeste Væ
sen, og Tilregnelse af fremmed Fortjeneste er det samme
som Uretfærdighed; at han forklarer Begrebet Synd som
Ufuldkommenhed; Tro som det dydige Sindelag, hvoraf gode
Gerninger udspringer — saaledes tilegner han sig Ordet om
Retfærdighed og Tro. Han retter stærke Angreb paa Luther
102