112 / 245
108
deres Meninger. Det er nemlig Mennesker, s om j a g e r
e f t e r F o l k e g u n s t , o g s o m s ø g e r e n s m u d s i g
V i n d i n g o g d e r f o r v i l f ø r e s i g M æ n g d e n s U v i
d e n h e d t i l Ny t t e . «
Dette sidste er jo i Virkeligheden oprørende. Grundtvig
skulde have spekuleret i Mængdens Uvidenhed og skrevet
»Kirkens Genmæle« for at vinde Folkegunst og tjene et Par
Skilling!
For Clausen kom dette biskoppelige Smædeskrift rigtig
belejligt. Flan havde nemlig besluttet at høre, hvad Juri
sterne sagde om Sagen, og derfor kunde han faa Brug for
denne nidobbelte Bispeattest for sin Lærdoms Kristelighed
og for det utilbørlige i Grundtvigs voldsomme Angreb paa
ham. — Allerede den 10. September bekendtgjorde han, at
han overfor enhver anden Forfatter end Grundtvig vilde
have taget til Genmæle, men over for denne Mand vilde han
kun henvise til sin Bogs Fortale og saa iøvrigt forfølge Sa
gen ad Rettens Vej.
Clausens Ven, den siden navnkundige kielske Professor
Kr. P a u i s e n , søgte ved Hjælp af Bispernes Hyrdebrev at
bevise, at det var mod Protestantismens Princip at opstille
ufravigelige Læreforskrifter, og at i al Fald Clausen (i Hen
hold til Bispernes Hyrdebrev) ikke havde krænket den danske
Kirkes Lære.
Den store Jurist A. S. Ø r s t e d tog ligeledes i en Af
handling Clausen i Forsvar; men saa skrev Grundtvig et
lille Skrift: » V i g t i g e S p ø r g s m a a l t i l D a n m a r k s
l o v k y n d i g e « , hvori han hævder, at det er en Utilbørlig-
hed, at Ørsted, der beklædte de to vigtigste juridiske Embeder
her i Landet, (deputeret i Kancelliet og Generalprokurør), og
»desuden i vor juridiske Literatyr beklæder et Højsæde, der
lettelig kunde gøre hans Stemme til Orakelsprog«, at han,
mens Sagen stod paa, ikke tog i Betænkning saa tidligt og
saa lydeligt at ytre sin afgjorte Partiskhed for Grundtvigs
Modpart. — Frederik den Sjette blev saa vred over Ørsteds
utilbørlige Forsøg paa at paavirke Domstolen, at Ørsted
maatte frem med en Fortsættelse af sin Artikel, hvori han
taler i en hel anden Tone om Grundtvig. Derved og ved
Mynsters Mellemkomst formildede han Kongen og reddede
Embedet.
For Retten gjorde Grundtvig gældende, at han ved An
grebet paa Clausen kun havde gjort, hvad hans Embedsed