116 / 245
112
GRUNDTVIG SOM TJENSTLEDIG PRÆST
1826
—
1839
.
S
aaledes fik Grundtvig, hvad han selv har kaldt sit andet
Vintersæde i Studerekamret, og under dette
13
Aars
»Vintersæde« falder den betydeligste Del af hans Forfatter
virksomhed, hvoraf særlig maa fremhæves hans Hoved
opgørelse med Rationalismen, hans Forhold til den old-en-
gelske Literatur, hans Salmedigtning, hans store Mytologi,
Haandbog i Verdenshistorien og hans Krønikerim og endelig
hans Skrifter om Folkehøjskolen og Virksomhed for den.
I en Række Artikler i Maanedsskriftet foretog han i de
første af sine Tjenestledighedsaar den Opgørelse med Rationa
lismen, der for lang Tid bragte dennes Ordførere til Tavshed,
men, som det nu kan være rigtigt at minde om, da Rationa
lismen atter er bleven højrøstet. Artiklerne er siden (
1865
)
af Grundtvig selv udgivne som Bog under Titlen »Om d en
s a n d e K r i s t e n d o m o g om K r i s t e n d o m m e n s
S a n d h e d . «
Her stiller han Trosbekendelsen op som Regel for Skrift
fortolkningen, medens Rationalisterne vilde have Fornuften
til at være det.
»Det er nu Teologernes Uvane,« siger han, »paa den
ene Side at ophøje Jesu egne Ord til den egentlige Tros
regel paa den anden Side at paastaa, at vi ikke har et
eneste Ord af Jesus, hvorpaa vi med Sikkerhed kan bygge.
Kristne gør sig kun latterlige ved at tvistes om, hvor
Kristendommens Grundbegreb findes; thi har de optaget
Kristendommens Grundebgreb i sig, maa de vel vide, hvor
de fandt det; og har nu, som vi veed, alle Kristne fundet det
i Kirken, saa maa det nødvendig ogsaa udelukkende findes der.
Han gaar her ud fra den Grundbetragtning, at Tros
bekendelsen ikke er nogen Sammenstykning, af Erkendelser,
Kristne i Tidernes Løb er komne til, men et guddommeligt
Udtryk for de Kristnes Tro, som den har været fra Be
gyndelsen, som den er udtalt af Herren selv, der ene har
Ret til at bestemme, hvad hans Kirke maa tro og bekende.
Derfor siger han: »Hvo der nægter det mindste af den
kristne Tro eller nægter Daabens Nødvendighed og begges
saliggørende Kraft, han er mig en Ukristen, hvad Navn han
V III.