115
Jeg sætter det til, at jeg skal tage det igen; ingen tager det
fra mig; jeg sætter det til af mig selv. Jeg har Magt til at
sætte det til og Magt til at tage det igen.«
»Saa elskede Gud Verden, at han hengav sin enbaarne
Søn, for at hver den, som tror paa ham, ikke skal fortabes,
men have et evigt Liv.«
»Menneskens Søn er ikke kommen for at lade sig tjene,
men for selv at tjene og give sit Liv til en Genløsnings Be
taling for mange.«
»Sandelig, sandelig siger jeg eder: uden Hvedekornet
falder i Jorden og dør, bliver det ene; men dør det, bærer
det megen Frugt.«
»Mit Blod udgydes for mange til Syndernes Forladelse.«
Hans Hovedærinde er altsaa efter hans egne Ord hans
Selvopofrelse. Hans Død var en Nødvendighed, hvis Kraft
frelser os.
Rationalismen forstod ved Tro paa Jesus det at bifalde
hans Lærdom, han selv aabenbart noget langt dybere og
mere omfattende: Selvets Fornægtelse og Hjertets fuldkomne
Hengivelse til ham, Bekendelsen af ham for Verden, Sønder-
rivelse, om saa skal være, af de ømmeste Baand for hans Skyld.
»Den, som tror paa Sønnen, dømmes ikke, men hvo
der ikke tror paa Sønnen, er allerede dømt ___ «
»Den, der vil bekende mig for Menneskene, ham vil jeg
bekende for min Fader, som er i Himlen; men den, som
nægter mig for Menneskene, vil jeg nægte for min Fader i
Himlene.«
»Dersom nogen kommer efter mig, han fornægte sig
selv, tage sit Kors op og følge mig.«
»Den, der ikke for min Skyld hader Fader, Moder,
Søster og Broder, er mig ikke værd.«
Rationalismen fremstiller Menighedens Enhed med Kri-
stus og dens indbyrdes Enhed som en moralsk, ikke en
væsentlig (organisk) Enhed, medens han selv, idet han af
sine troende kræver fuldstændig Overgivelse og kærlig Selv
fornægtelse for hans Skyld og Selvopofrelse i hans Navn, og
deres Hjerter siger Ja dertil, gør dem til en aandelig og
hjertelig Enhed med sig selv, gør det paa vidunderlig, men
virkelig Maade gennem den hellige Daab og Nadver. Han
siger:
»Jeg er det sande Vintræ, og I er Grenene. Ligesom
Grenen ikke kan bære Frugt af sig selv, uden den bliver