125 / 245
121
den Gang kom til England, opfordrede man ham »halvt i
Spøg og halvt i gnaven Alvor« til at bringe den Skat for
Dagens Lys, han aldrig kunde blive træt af at berømme, og et
stort Boghandlerfirma, Black og Young tilbød sig som For
læggere og tilsagde Grundtvig et saa rigeligt Honorar, at
han uden pekuniær Vanskelighed kunde skaffe sig den for
nødne Tid til Arbejdet.
Derefter udarbejdede han en »Prospektus« eller Udsigt
over det »a n g e 1s a k s i s k B i b l i o t e k « , han vilde udgive,
hvori han udtaler, at man i England fuldstændig har over
set, hvilken Skat man ejer i denne gamle Literatur, at man
af nogle ubetydelige Forfattere har ladet sig forlede til at
tro, at det er dumt og kedeligt Tøjeri, medens Sandheden er,
at som Angelsakserne selv har haft en større Indflydelse paa
den civiliserede Verden end selv deres berømte Efterkom
mere, saa udgør deres Efterladenskaber nogle af de mest
værdifulde Dokumenter og Beretninger, vi har, til Menneske
slægtens Historie, saa det er forbavsende, at en saa skarp
sindig Nation som den engelske har kunnet overse en saa-
dan Kilde til Ære og Fordel. Det er sikkert, at det mest
forbavsende og mest interessante Vidunder i Historien: Skabel
sen af den moderne civiliserede Verden, vil aldrig ret blive
forstaaet eller tilbørlig forklaret uden Bekendtskab med disse
Angelsakser, hos hvem Civilisationen fandt Ly og Læ, da
den sluktes i Italien, og fra hvem den igen udgik til Fran
kerne (med Alkuin) og til Frænderne i Tyskland og Norden.
Det var her, at et helt Folk lyttede til Kædmons og Aldhelms
Sange paa Modersmaalet, medens der i Frankrig og Italien
ikke hørtes andet end Pluddervælsk af barbarisk Lyd; det
var her, at Beda og Alkuin i det 8de Hundredaar med deres
klassiske Lærdom straalede over hele Evropa. Og det var
her, at Karl den Store, Herskeren over den største Del af
den vestlige Verden, blev nødt til at søge en Lærer. Selv
i disse Kendsgerninger er der noget glimrende, noget, der
tildrager sig vor Opmærksomhed og kræver vor ærbødige
Hyldest, men hvad der var langt mindeværdigere og vig
tigere i sine Følger, det var de engelske Missionærer, der
bragte Kristendommen til Tyskland og Nordevropa og gjorde
den angelsaksiske Literatur til et Mønster for alle begyn
dende Forsøg i disse Egne. Disse Kendsgerninger vilde være
stærke nok til at begrunde en langt større Interesse for den
angelsaksiske Literatur, end enten Tyskere eller Skandinaver