131 / 245
127
Salmer og Sange, følte sig som indviet af sin Fader til
Salmesanger og tabte aldrig dette sit Kald af Syne; men
det var dog først efter
1825
, efter det store Gennembrud af
hans kirkelige Anskuelser, Salmetonen ret brød igennem hos
ham.
De ret lydhøre hørte den gennem de højt stemte, ejen
dommelige poesifyldte Prædikener i hans Søndagsbog. Saa-
ledes skrev den fromme gamle Præst J e n s H o r n s y l d om
en Prædiken i denne: »Det er et Veltalenhedsværk af saa
høj poetisk Begejstring, at det blot behøvede Rytmen eller
at være sat i en Salmetone for at fortjene et højt Sted
iblandt de bedste aandelige Poesier, Danmark ejer. — Op
fordre vil jeg disse Prædikeners Forfatter, som allerede har
en udmærket Rang blandt Fædrelandets Digtere, til at hellige
Davids Harpe de salige Timer, naar Aanden, Guds den gode
Aand, især besøger ham og er over ham. Hvad der i disse
salige Timer toner fra Harpen, være en Tid lang hans Huses
Ejendom; der gøre disse Sange først deres Virkning, staa
deres Prøve, indtil en i Tidsprøven ægte befunden Samling kan
vorde som hans Testamente til danske Kristne og Kristinder.«
Ogsaa fra andre Sider kom der Opfordringer til ham i
den Retning. Da han efter Embedsnedlæggelsen
1826
stod
uden Levebrød, bad den daværende Sognepræst i Bjergby
ved Holbæk, Gunni Busck, ham i fine, hensynsfulde Ord om
at maatte sende ham en fast Understøttelse af sin egen
Overflødighed, hvilket dog Grundtvig afslog at tage imod.
»Det er«, skrev han, »hverken fordi jeg har Overflod eller
er for stolt til at tage imod Almisse fra en Medkristen, men
kun fordi vi personlig kender hinanden for lidt til at tale
om en Sag, der maatte omtales frit, naar den ej paa en af
Siderne eller paa begge skal blive til en Byrde og snarere
et Skillerum end et Venskabsbaand.«
Busck kom imidlertid igen, da Grundtvig havde faaet
sine engelske Rejser og sin store Mytologi fra Haanden; og
den
23
. Januar
1832
skrev han til Grundtvig: » . . . . Glem
ikke vore gamle Salmer! Jeg veed ikke, om jeg fejler deri;
men jeg synes, vi maa have de gamle Salmer frem i den
danske Statskirke, om den skal komme til at du til noget
, og jeg veed ingen af hans Redskaber, som selv vil
være alt i alle, der saa godt duer til den Sag at ryste
Støvet af de gamle Salmer og affile og stundom omstøbe
det, der kun er Form og kan og skal borttages uden at gaa