133 / 245
129
To Snese Aar det er nu siden,
da dødt det var i Aandens Hus,
ja med Lovsangen tav selv Kviden,
knap hørtes Suk paa Kirkens Grus,
hvor før i H jertets dybe Toner
lovsang vor himmelske Forsoner
det hele Land paa Herrens Dag.
Dog vilde Gud sig mildt forbarme,
alt var hans Aand paa ny udsendt
med Livets Ord, med Lys og Varme,
og Livets Lys var hos os tændt;
nydannet var en Salmetunge;
som her en Opsang kunde sjunge
til Skabningens Halleluja.
Men Sølv og Guld har Skjalden ikke,
og dog behøver Skjaldens Mund
som Fuglekoret Mad og Drikke,
saa Skjalden som en Fugl i Lund
sig m aatte med Guds-O rdet trøste,
at dem, der ikke saa og høste,
dem føder Gud alligevel.
Det Ord fik Røst paa Præstetungen,
som sig i Bjergby rørte da;
i Tusindtal fra Præstepungen
Sølvdalere fløj ud derfra.
Ved dem vedligeholdes Kraften
fra Nyaarsdag til Juleaften
for Skjalden og hans ganske Hus.
S a n g v æ r k e t t i l d e n d a n s k e K i r k e
saalunde frem for Lyset kom;
og Menighedens Salme-Virke
skal minde Slægterne derom,
saa mellem alle Sjællands Præster
ej glemmes han i Brøndbyvester,
som købte Lovsang til Guds Hus.«
Det var i øvrigt ikke alene Busck, der opmuntrede
Grundtvig til at tage fat paa Salmerne. I de samme Dage,
han modtog det sidstnævnte Brev fra Busck, havde en Ud
lænding, den engelske Gesandtskabssekretær Mr. B r o w n e ,
sagt til ham: »Hvad Salmerne angaar, da kommer det ikke
an paa Summen; den svarer min Kone og jeg til.«
Det var vel nærmest en Fornyelse af vore egne gamle
Salmer, Busck havde tænkt paa; men nu fattede Grundtvig
den Kæmpetanke at samle og lægge paa vor Tunge en Prøve
Hosendal: N. F S. Grundtvig;.