NFSGrundtvig

I Vinteren

1830—31

som i

1829—30

var han hjemme

og forhandlede da med Rask om forskellige vanskelige Steder

i de angelsaksiske Tekster. Hos Rask traf han sammen med

en ung Englænder, Mr. Benjamin Thorpe, der laa her ovre

som befuldmægtiget for Bankierhuset Wilson & Co., med

hvem den danske Regering havde forhandlet om et Statslaan.

Mr. Thorpe drev ved Siden heraf angelsaksiske Studier,

havde oversat Rasks angelsaksiske Grammatik og havde Tan

ker om at udgive det angelsaksiske Bibliotek, saa da Grundt

vig i Juni

1831

for tredje Gang kom til England, mødte

hans Ven, Mr. Bowring ham i London med Underretning

om, at Mr. Thorpe havde udstedt Subskriptionsindbydelse

paa de samme Værker, som Grundtvig havde anmeldt, og

var støttet af »The Antiquarian Society« og mange af dem,

Grundtvig ansaa for sine literære Venner. Sagen var, at

der var kommet Liv i Englænderne over for Spørgsmaalet

om de dyrebare literære Levninger, hvis Udgivelse nu var

bleven en Æressag, man ikke kunde lade en fremmed staa

for. Boghandler Black var vred og vilde have Grundtvigs

Udgave frem; men Grundtvig selv vilde under disse Om

stændigheder helst være fri; det var jo , hvad han fra Be

gyndelsen havde ønsket, at Englænderne selv skulde tage

sig af Sagen. Han fandt det dog lidt nærgaaende af Mr.

Thorpe, der efter at have læst Grundtvigs »Prospektus« selv

havde skrevet en lignende, at fortælle, at det hele var hans

dybe Idé, som Grundtvig havde stjaalet.*)

Grundtvig kom da ikke til at udgive det angelsaksiske

Bibliotek; men han blev ved at følge Udgivelsen med Op

mærksomhed, og i

1861

udgav han en videnskabelig Tekst

udgave af Bjowulfs Drape. Endnu tre Dage før sin Død

beskæftigede han sig med et angelsaksisk Digt, han havde

faaet tilsendt. Hans lærde Søn Svend og hans gode Ven

Professor G. Stephens var paa den Tid fraværende, og saa

kørte han til Professor Fr. Hammerich, der ogsaa kunde

Angelsaksisk, for at faa ham til at læse det for sig. Da

Hammerich læste Digtet, som Grundtvig i øvrigt godt kendte,

og bl. a. læste den maleriske Skildring af en By i Ruiner:

*) I min Ungdom sad jeg en Aften oppe hos Grundtvig og hørte

ham fortælle herom. Da han fortalte dette sidste, sprang

Frederik Grundtvig (den Gang 6 Aar gammel) ned fra den

Bogtrappe, hvor han havde siddet og lyttet, og spurgte heftigt:

»Var det sandt, F ar?« »Nej, min Søn,« svarede Grundtvig,

»din Fader har aldrig trængt til at stjæle Ideer.«

123