122 / 245
118
Det er vor Hjælp i Nød,
vor Trøst i Liv og Død. —
O, Gud, i hvor det gaar,
lad dog, mens Verden staar,
det i vor Æ t nedarves!«
Som om det ikke var ham, der i sit
85
de Aar skrev:
»Bog over Bøger, vor hellige Skrift,
ej skal du glemmes i Sangen:
Mindet for Slægten om O rdets Bedrift,
Vidne fra Tid forbigangen,
skænket Guds Folk til Opmuntring og Trøst,
naar de undvære maa Seernes Røst —
Guds Engle til Skyen dig løfte!«
Med sin gamle Modstander Clausen kom Grundtvig en
Snes Aar efter til at arbejde sammen i Bestyrelsen for Rød
ding Højskole; og i
1848
, da alle gode danske Mænd mød
tes, mødtes ogsaa disse to. Imidlertid kunde Clausen ikke
undlade i en Bog, han udgav
1859
: » D e t e v a n g e l i s k e
K i r k e l i v s N u t i d o g F r e m t i d « , at lade nogle Bit
terheder mod Grundtvig løbe i Pennen. Jeg husker godt, at
da jeg en Gang i Vinteren
1859—60
var inde hos Grundtvig,
sad han og læste i denne; og derpaa sagde han: »Det har i
den Glæde, jeg for øvrigt har haft af denne Bog, gjort mig
saa ondt af den at se, at Clausens gamle Nag til mig er lige
frisk; jeg troede dog, at
1848
havde udslettet det.«
At Grundtvig ellers kunde glæde sig over Bogen, laa i,
at det af den fremgik, at dens Forfatter havde gennemgaaet
en Udvikling i Retning af fuldere og dybere Tilegnelse af
positiv Kristendom. Bogen er ogsaa, siger Forfatteren,
skreven, »efter at han i vaandefulde Solhvervs Nætter med
klar og fuld Bevidsthed havde afsluttet med Livet her nede
for med hele sin Sjæl at klynge sig til Evangeliets Trøst«.
— Vi, der var til Stede i Frelsers Kirke den Dag, Grundtvig
blev jordfæstet, glædede os ogsaa, da vi saa Professor Clau
sens lille, fine Skikkelse bevæge sig op ad Kirkegulvet og
saa ham tage Plads blandt Præsterne i Koret ved Siden af
Biskop Martensen.