120 / 245
116
paa Vintræet, saaledes kan
I
ikke heller, uden
I
bliver i mig.
Jeg er Vintræet,
I
er Grenene; hvo som bliver i mig, og jeg i
ham, han bærer megen Frugt. Uden mig kan
I
slet intet gøre.«
»Hvo som æder mit Kød og drikker mit Blod, han bli
ver i mig, og jeg i ham, ligesom den levende Fader ud
sendte mig, og jeg lever ved Faderen, saaledes skal den,
som æder mig, leve ved mig.«
»Jeg helliger mig for dem (Apostlene), paa det de ogsaa
skal være helligede i Sandheden; men jeg beder ikke alene
for disse, men ogsaa for dem, som formedelst deres Ord
skal tro paa mig, at de skal være eet, ligesom du, Fader, i
mig, og jeg i dig, at de skal være eet i os.«
Rationalismen søgte altid at bortforklare den Helligaands
Personlighed ved at tale om Aanden som det Sind, der skal
være i de Kristne. Og Herren selv taler jo om Talsmanden,
han vil sende fra Faderen, og som skal vidne om ham, tage
af hans og forkynde Menigheden.
Dette er kun Antydninger af det velrettede Slag mod
Rationalismen, hvori han viser dens Uoverensstemmelse helt
igennem med Herrens og Apostlenes, med det nye Testa
mentes Kristendom. Man bør — ikke mindst i vore Dage
— læse Bogen selv.
Bogens anden og meget større Del: om Kristendommens
Sandhed har ikke mindre Ærinde til Folk i vore Dage. Den
ikke blot fører Forsvar for Kristendommens Sandhed, men
udvikler nærmere Grundtvigs særegne kirkelige Anskuelse, som
en af hans Disciple siden mente at kunne sammenfatte i de tre
Sætninger:
1
. Det er A a n d e n, som gør levende.
2
. Aanden aabenbarer sig i Or d e t .
3
. Aanden virker kun i F r i h e d .
I
1828
ophørte det teologiske Maanedsskrift at udkomme,
og R u d e l b a c h , der Uagtet sin overvældende Lærdom ikke
havde kunnet faa Ansættelse ved vort Universitet, drog til
Tyskland, hvor han i en Aarrække var Superintendent i
Glaucha i Saksen. L i n d b e r g, hvem der var haardt Brug
for ved Universitetet, kunde heller ikke komme ind, uagtet
man saa sig nødsaget til at bruge hans hebraiske Grammatik
alle Vegne i Skolerne. Det gjorde Grundtvig meget ondt, at
de to haabefulde unge lærde Mænd maatte se deres viden
skabelige Bane stænget, fordi de havde sluttet sig til ham.
Det blev imidlertid ikke de sidste, for hvem Universitetets