113
saa end bærer; og hvem der ytrer Ringeagt for Herrens
Bord, Herrens Tjeneste eller den hellige Skrift, han er mig
en Separatist, med hvem jeg ikke kan have broderligt Sam
fund; men hvem der vedkender sig Troen og bøjer sig for
de grundkristelige Indretninger som Herrens Bud og fører
et kristeligt Levned, han maa i øvrigt være saa særsindet
eller saa selvklog, saa romersk-katolsk, saa zwingel-reformert,
som han vil, i ham ser jeg en Medkristen, Medlem af den ene
kristelige Kirke, og overlader til Hjertekenderen at bedømme,
hvorvidt han i Grunden er, hvad han synes at være . . . . «
»Naar vi holder fast ved Troens Ord, som er Aandens
levende Røst, hvorefter Skriftens Bogstav skal udtydes og
forklares, da kan vi ogsaa først med Held forsvare Troen
mod dens Fjender og bestyrke den hos de tvivlraadige, thi
saa længe vi vilde udlede Troen af Skriften, kunde Mod
standerne trættes med os til Dommedag om, h v a d der var
den kristne Tro, der skulde forsvares.«
Han gør derfor Skel mellem Kirken og Kirkeskolen,
mellem Tro og Teologi og vil ikke have nogen Slags Teologi
gjort til Salighedsvilkaar. Imidlertid er det jo muligt i
Troens Lys ved Hjælp af de hellige Skrifter at paavise,
hvad det var, Kristus og Apostlene kaldte Kristendom, og
denne, det nye Testamentes Kristendom, maa jo, fordi den
er den oprindelige, være den ægte, sande Kristendom, men
saa maa Rationalismen, der i mange Hovedpunkter strider
derimod, være en uægte Kristendom, og for saa vidt den
strider mod noget Led af Trosbekendelsen i Daabens Pagt,
være en Fornægtelse.
Vi bekender, at vi tror paa Jesus Kristus, Guds enbaarne
Søn, Vorherre, undfangen -ved den Helligaand og født af
J o m f r u e n Marie; og den hellige Skrift beretter om hans
Undfangelse og Fødsel paa samme Vis. Men Flertallet af
Rationalisterne forkaster gerne det vidunderlige, der skete
ved hans Fødsel, erklærer det for noget, der ikke skal tages
bogstaveligt. Han kalder sig selv Guds og Menneskens Søn,
og har vi læst Fortællingen om hans underfulde Fødsel som
en sand Historie, maa vi forstaa, at hvad der end maatte
ligge i de Ord, saa ligger der bl. a. dette, at han paa sin Faders
Side var Guds og paa sin Moders Menneskens Søn, at han
har Aand tilfælles med Gud, men Legem og Hjerte med os.
Dette ser nu Rationalismen ikke; den gør ham til et blot
Menneske, medens han selv, navnlig i de Taler, Evangelisten
Rosendal: N. F. S. Grundtvig.
8