Previous Page  117 / 245 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 117 / 245 Next Page
Page Background

113

saa end bærer; og hvem der ytrer Ringeagt for Herrens

Bord, Herrens Tjeneste eller den hellige Skrift, han er mig

en Separatist, med hvem jeg ikke kan have broderligt Sam­

fund; men hvem der vedkender sig Troen og bøjer sig for

de grundkristelige Indretninger som Herrens Bud og fører

et kristeligt Levned, han maa i øvrigt være saa særsindet

eller saa selvklog, saa romersk-katolsk, saa zwingel-reformert,

som han vil, i ham ser jeg en Medkristen, Medlem af den ene

kristelige Kirke, og overlader til Hjertekenderen at bedømme,

hvorvidt han i Grunden er, hvad han synes at være . . . . «

»Naar vi holder fast ved Troens Ord, som er Aandens

levende Røst, hvorefter Skriftens Bogstav skal udtydes og

forklares, da kan vi ogsaa først med Held forsvare Troen

mod dens Fjender og bestyrke den hos de tvivlraadige, thi

saa længe vi vilde udlede Troen af Skriften, kunde Mod­

standerne trættes med os til Dommedag om, h v a d der var

den kristne Tro, der skulde forsvares.«

Han gør derfor Skel mellem Kirken og Kirkeskolen,

mellem Tro og Teologi og vil ikke have nogen Slags Teologi

gjort til Salighedsvilkaar. Imidlertid er det jo muligt i

Troens Lys ved Hjælp af de hellige Skrifter at paavise,

hvad det var, Kristus og Apostlene kaldte Kristendom, og

denne, det nye Testamentes Kristendom, maa jo, fordi den

er den oprindelige, være den ægte, sande Kristendom, men

saa maa Rationalismen, der i mange Hovedpunkter strider

derimod, være en uægte Kristendom, og for saa vidt den

strider mod noget Led af Trosbekendelsen i Daabens Pagt,

være en Fornægtelse.

Vi bekender, at vi tror paa Jesus Kristus, Guds enbaarne

Søn, Vorherre, undfangen -ved den Helligaand og født af

J o m f r u e n Marie; og den hellige Skrift beretter om hans

Undfangelse og Fødsel paa samme Vis. Men Flertallet af

Rationalisterne forkaster gerne det vidunderlige, der skete

ved hans Fødsel, erklærer det for noget, der ikke skal tages

bogstaveligt. Han kalder sig selv Guds og Menneskens Søn,

og har vi læst Fortællingen om hans underfulde Fødsel som

en sand Historie, maa vi forstaa, at hvad der end maatte

ligge i de Ord, saa ligger der bl. a. dette, at han paa sin Faders

Side var Guds og paa sin Moders Menneskens Søn, at han

har Aand tilfælles med Gud, men Legem og Hjerte med os.

Dette ser nu Rationalismen ikke; den gør ham til et blot

Menneske, medens han selv, navnlig i de Taler, Evangelisten

Rosendal: N. F. S. Grundtvig.

8