NFSGrundtvig

Skal nu Munden som forvoven

dømmes til a tie kvær,

saa for Gud og Kongeloven

lyne maa ej Ordets Sværd,

da, Farvel, I danske Bøge!

Andet Hjem maa Skjalden søge,

Guds og Kongens Love tro.«

Det ses heraf, at han ikke alene har tænkt paa Em

bedsnedlæggelse, men paa Landflygtighed; og dog kom det

første maaske, før han den Gang ventede.

Han havde glædet sig meget til en Fest for Ansgar i

Tusindaaret efter hans Komme til Danmark. Til denne Fest

havde han givet Stødet, og Kancelliet havde udstedt en for

standig Befaling om, at man paa første Pinsedag skulde

drage Mindet frem om Ansgar og den Velsignelse, Gud gen

nem ham og hans Efterfølgere nu i Tusinde Aar havde ladet

tilflyde Danmark, men at det overlodes til enhver Præst

selv efter Stedets Lejlighed at gøre Dagen til en Højtidsdag,

ligesom ogsaa Valg af Salmer overlodes til Præsterne. Dette

sidste forstod Grundtvig saaledes, at han selv maatte have

Lov til at digte Salmer til Højtiden, og han udgav derfor et

Hæfte » D a n s k e H ø j t i d s s a l m e r t i l T u s i n d a a r s -

f e s t e n « , der indeholdt en Fornyelse af den Salme, der

vistnok er den ældste af dem, der er opbevarede i vort

Sprog: »Den signede Dag med Fryd vi ser«, samt hans

egne to: »Tusind Aar stod Kristi Kirke« og »Klar op i

Sky«. Tillige skrev han til Festen » K o n g H a r a l d og

A n s g a r , R i m b l a d e a f D a n m a r k s K i r k e b o g t i l

J u b e

a a r e t«. Men aldrig saa snart var Salmeheftet ud

kommet, før han fik Brev fra Stiftsprovst Clausen, at ingen

Præst ved Gudstjenesten maatte lade afsynge andre Salmer

end dem, der stod i Salmebogen. Grundtvig svarede herpaa

med en skarp og spydig Protest; men Clausen udvirkede en

Kancelliresolution, der forbød Brugen af Grundtvigs Salmer

ved Højtiden. Det var Draaben, der fik Bægeret til at løbe

over for den haardt tyngede Mand. Han gik nu til Kongen,

og — som han skriver til Ingemann — : »Jeg følte Mod

og Besindighed til at sige, hvad jeg kunde (om hvordan en

kristen Præsts Stilling er nutildags), og han optog det meget,

ja vidunderlig venligt, men vedkendte sig paa det bestemteste

Fjendernes Synsmaade for mit Kirkeforsvar og Injuriesagen,

og nu var jeg intet Øjeblik tvivlsom om, hvad jeg skulde

gøre, kunde saa meget mindre være det, som Bandsætteisen

110