Skal nu Munden som forvoven
dømmes til a tie kvær,
saa for Gud og Kongeloven
lyne maa ej Ordets Sværd,
da, Farvel, I danske Bøge!
Andet Hjem maa Skjalden søge,
Guds og Kongens Love tro.«
Det ses heraf, at han ikke alene har tænkt paa Em
bedsnedlæggelse, men paa Landflygtighed; og dog kom det
første maaske, før han den Gang ventede.
Han havde glædet sig meget til en Fest for Ansgar i
Tusindaaret efter hans Komme til Danmark. Til denne Fest
havde han givet Stødet, og Kancelliet havde udstedt en for
standig Befaling om, at man paa første Pinsedag skulde
drage Mindet frem om Ansgar og den Velsignelse, Gud gen
nem ham og hans Efterfølgere nu i Tusinde Aar havde ladet
tilflyde Danmark, men at det overlodes til enhver Præst
selv efter Stedets Lejlighed at gøre Dagen til en Højtidsdag,
ligesom ogsaa Valg af Salmer overlodes til Præsterne. Dette
sidste forstod Grundtvig saaledes, at han selv maatte have
Lov til at digte Salmer til Højtiden, og han udgav derfor et
Hæfte » D a n s k e H ø j t i d s s a l m e r t i l T u s i n d a a r s -
f e s t e n « , der indeholdt en Fornyelse af den Salme, der
vistnok er den ældste af dem, der er opbevarede i vort
Sprog: »Den signede Dag med Fryd vi ser«, samt hans
egne to: »Tusind Aar stod Kristi Kirke« og »Klar op i
Sky«. Tillige skrev han til Festen » K o n g H a r a l d og
A n s g a r , R i m b l a d e a f D a n m a r k s K i r k e b o g t i l
J u b e
1
a a r e t«. Men aldrig saa snart var Salmeheftet ud
kommet, før han fik Brev fra Stiftsprovst Clausen, at ingen
Præst ved Gudstjenesten maatte lade afsynge andre Salmer
end dem, der stod i Salmebogen. Grundtvig svarede herpaa
med en skarp og spydig Protest; men Clausen udvirkede en
Kancelliresolution, der forbød Brugen af Grundtvigs Salmer
ved Højtiden. Det var Draaben, der fik Bægeret til at løbe
over for den haardt tyngede Mand. Han gik nu til Kongen,
og — som han skriver til Ingemann — : »Jeg følte Mod
og Besindighed til at sige, hvad jeg kunde (om hvordan en
kristen Præsts Stilling er nutildags), og han optog det meget,
ja vidunderlig venligt, men vedkendte sig paa det bestemteste
Fjendernes Synsmaade for mit Kirkeforsvar og Injuriesagen,
og nu var jeg intet Øjeblik tvivlsom om, hvad jeg skulde
gøre, kunde saa meget mindre være det, som Bandsætteisen
110