111 / 245
107
er, saa sandt vi vil være Guds Børn med ham i Kristus
Jesus. Lad da kun Verdens Præster og Profeter raabe:
Brødre, vi vil have Fred, Verdens Fred, hvad det saa end
skal koste! Lad dem kun høste Verdens Pris for Mildhed
og Sagtmodighed, for Visdom og Kærlighed! Lad dem kun
hellige Verdens Had og Forbitrelse mod os, fordi vi som
Frelseren vidner om den, at dens Gerninger er onde! Lad
det ej undre, end sige da forfærde os, at man taler alle-
haande ondt om os for Jesu Navns Bekendelses Skyld; thi
Tjenerne er jo dog ikke bedre end Herren . . . . Rolig og
frimodig siger vi da: Brødre, vi vil have Kamp i Herrens
Navn, vistnok ikke, fordi Kampen er behagelig, ej fordi vi
fattes den høje Visdom, at det var langt mageligere, medens
Fjenden raser, at sidde med Hænderne i Skødet end i aaben
Mark at gaa ham paa Klingen, langt nemmere at tale Ver
den end at tale Herren efter Munden til Behag, langt klogere
i kødelig Forstand at lempe sig efter Verden end at byde
den Spidsen; nej visselig, ikke derfor vil vi have Kamp,
men fordi vi ser af Herrens Ord og af Kristenfolkets store
Levnedsløb, at Kampen er uundgaaelig, naar vi ikke som
Krystere vil rømme fra Sandheds, fra Vorherre Jesu Kristus
og hans Korses Banner«.
Der var i Virkeligheden ingen, der spurgte om, hvad
Danmarks Biskopper mente om Sagen; men disse mente
dog at maatte udtale sig derom og gjorde det i et »Hyrde
brev«, som de underskrev alle ni, Adler i Sønderjylland og
Tetens paa Als sammen med de syv kongerigske. I dette
Hyrdebrev forekommer med Hensyn til den foreliggende Sag
følgende:
»Under de teologiske Meningers Trætte høres tit Stem
mer, der helst skulde tie stille. De, som i Dogmernes Udvik
ling og Skrifternes Fortolkning gaar fra de vante Veje, skønt
de holder Kristi Navn i Ære, bliver angrebne med Haansord
og Injurier, som om de var den hellige Religions Fjender,
og stemplede som vantro og ugudelige, ja de samme udtaler
ikke sjældent en almindelig Fordømmelsesdom over det
18
de
Aarhundredes Teologer, som om de alle nedbrød Kristi Lær
dom, som om der ikke mellem dem kunde nævnes ud
mærkede Lærere og Bekendere
Gid dog de Mennesker
vilde betænke det, som paa et Par Sider eller Blade, som
Folk kan løbe igennem, der ikke plejer at læse større Bø
ger, angriber deres Modstandere og søger at vinde Folk for