113 / 245
109
paalagde ham: bekæmpet falsk Lærdom. Derfor maatte
Retten enten afvise Sagen eller ogsaa optage det Spørgsmaal
til Forhandling, om Clausens Lærdom ikke maatte siges at
være falsk i Henhold til den danske Kirkes symbolske Bøger.
— Da Retten erklærede sig kompetent til at paadømme
Sagen angaaende Fornærmelserne, men inkompetent til at
dømme om Lærdommen, der jo ogsaa efter Biskoppernes
Hyrdebrev maatte anses for god Kirkelære, saa fremkom
Grundtvig ikke med noget Forsvarsindlæg — det havde jo
aldrig været ham om at gøre at komme Clausen borgerlig
eller personlig til Livs. Han blev derfor dømt efter Clau
sens Paastand: Han skulde betale i Bøde
100
Rigsdaler,
betale Sagsomkostninger og i sit øvrige Liv være under
Censur.
En af Dommerne i Retten, Etatsraad N. M. S p a n d e t ,
erklærede imidlertid, at Grundtvigs Ord efter hans Mening
var brugte med fuld Føje; og J. C. L in db er g erklærede
paa Prent, at da Landets ni Biskopper delte Mening med
Clausen, saa var de falske Lærere til Hobe.
Der blev intet foretaget mod Spandet og Lindberg, der
begge var Embedsmænd, og det saa derfor snarest ud til,
at Rettens Ord var kendte »døde og magtesløse«, hvad den
havde dømt Grundtvigs til at være.
Inden Dommen var falden, havde Grundtvig ophørt at
være Præst i Statskirken. Han havde hele Tiden været
trykket af Præsternes Forpligtelse til at vie fraskilte og af,
at han skulde tage aabenbart uværdige til Alters, og mens
Injuriesagen stod paa, var han meget forpint af, at det, han
ifølge sin Embedsed havde følt sig forpligtet til, skulde
regnes ham til borgerlig Brøde. Som sædvanlig gav hans
nedtrykte Sindsstemning sig Udtryk i Sang. Blandt hans
utrykte Papirer fandtes efter hans Død et Par Vers hid
rørende fra den Tid med Overskrift » Mø r k e U d s i g t e r « :
»Fjender fnyse, Farer true,
snart maaske jeg har ej mer
Mæle under Kirkebue,.
Fugl i Haand med V ingefjer;
dog mens Pen jeg har og Tunge,
frit jeg mæle vil og sjunge,
Guds og Kongens Love tro.