110 / 245
106
derved gør ikke blot sig selv, men det hellige, han vil for
svare, til Spot for Daarer og ildesindede. »Thi sandelig,«
siger han, »ligesom saadanne Mennesker i ethvert Forhold
afstedkommer Forstyrrelse, saa bliver de tit, uden at ville
det, Kristi Korses Fjender; de giver en Forargelse, de ikke
kan læge, vækker en Tvedragt, de ikke kan stille.« Om
Clausen taler han med meget blidere Ord: Vejen til Sand
heds Erkendelse er lang og trang; derfor skal vi hjælpe hver
andre, og naar nogen tilbyder os noget, der skal tjene os
til Fremgang i Visdom, saa lad os prøve det og beholde
det gode.
Clausens store Bog havde i øvrigt ikke tiltalt Mynster.
Privat skrev han om den: »Den tykke Bog er en temmelig
tynd Bog, fuld af urigtige Paastande, af utilgivelige Inkonse
kvenser og megen Superklogskab, og naar man slaar paa de
fleste af dens højttravende Fraser, klinger de hult« — Clau
sen selv havde han tidligere i et Privatbrev betegnet som
»en flittig, men temmelig aandløs Natur, intet andet end en
ferm Student med en hel Del fordringsfuld Hverdagsagtighed.«
Han havde altsaa haft Opfordring nok til at skrive
imod den, men han vilde for ingen Pris »høre til det mod
bydelige Parti af Grundtvig og Konsorter«.
Grundtvig blev bittert skuffet over Mynsters Optræden.
»Dr. Mynster,« skrev han, behøvede kun lidt før at have
givet mig det offentlige Vink om, at han vilde behandle Pro
fessor Clausen som en vildfarende Broder og mig som en af
Kristi Fjender, blot et saadant offentligt Vink som det, alle
Læsere har fundet i hans Prædiken om den kristelige Vis
dom, saa vilde jeg straks have skønnet, at en Fristad i Israel
tjente baade mig og mine bedst, saa længe den Ypperste
præst levede, og den danske Statskirke kunde da næppe
være mig saa dyrebar, at jeg for dens Skyld vilde opofre
min borgerlige Rolighed — saa vilde »Kirkens Genmæle«
aldrig være bleven skrevet; thi saa var den en Ubesindig
hed, der ikke passede sig for en Mand med min dyrekøbte
Erfaring.
løvrigt gav Grundtvig allerede næste Søndag Mynster
Svar fra sin Prædikestol i en Prædiken om »Den kristelige
Kamp«. Heri siger han:
»Brødre, vi har Kamp (Ef. 6,
10
—
17
). Det maa da
være det store Alvorsord, hvormed vi tiltaler hverandre,
naar vi ellers vil bevare Broderskabet med Apostelen, det