107 / 245
103
for »rabbinsk Bogstavkløgt«, blind Iver mod Fornuftens Brug,
bestandig Misforstaaelse og Fordrejelse af Modstandernes
Grunde. Derimod roser han Kalvin (der dog brændte sin
Modstander M. Servet) for Sindighed, videnskabelig Aand,
Frihed og Klarhed.
I det hele staar Clausen i denne Bog den prøjsiske une-
rede Kirkeopfattelse nærmere, end han staar den lutherske.
Det er paavist, at Grundtvig har faaet Clausens Bog
(844
Sider) den
20.
August, læst den, skrevet Uddrag deraf
og skrevet en Anmeldelse til Maanedsskriftet i Dagene 20.—-
22
. August, men at han lagde denne Anmeldelse til Side og
skrev i Dagene
23.— 26.
August sit » K i r k e n s G e n m æ l e «
(X +
45
Sider). Det er værd at lægge Mærke til disse
Datoer og Tal, da de giver et Begreb om Grundtvigs uhyre
Arbejdskraft.
I Fortalen til »Kirkens Genmæle« erklærer Grundtvig,
at han træder op mod Professor Clausen ikke som viden
skabelig Recensent, men som kirkelig Modstander; thi Profes
sor Clausen har ved sin Bog stillet sig i Spidsen for den
kristelige Kirkes Fjender og Guds Ords Foragtere her i Lan
det. Professor Clausen maa derfor eet af to: enten nedlægge
sit Embede og aflægge sit kristne Navn, eller ogsaa maa han
gøre Kirken Afbigt for sin ukristelige og forargelige Lærdom.
Vil Professoren ingen af Delene, erklærer Grundtvig ham paa
Kirkens Vegne for en falsk Lærer, der misbruger sit kriste
lige Navn til at forvirre og forføre Menigheden, stræber at
undergrave den Kirke, han udgiver sig for at ville tjene og
befæste.
Han veed godt, at det Skridt, han gør med denne Er
klæring, er usædvanligt, i manges Øjne latterligt og i man
ges uforsvarligt; men han kan ikke andet; han vilde føle sig
som en Forræder mod sit Embede, hvis han ikke gjorde det.
Efter disse voldsomme Ord i Indledningen eftergaar han
saa navnlig Professor Clausens Kirkebegreb og Bibelteori.
Kristi Kirke, siger han, er en historisk Kendsgerning, et
Trossamfund med en bestemt Trosbekendelse, som den fore
lægger alle dem, der vil optages deri; indlemmer dem kun
ved Daab og Nadvere, naar de tilegner sig Bekendelsen; og
betragter dem som frafaldne, naar de vrager Troen eller
vægrer sig ved Bekendelsen; erklærer dem for Kættere, naar
de siden — vitterligt afvegne fra Bekendelsen — haardnak-
ket paastaar sig Ret til lige fuldt at hedde Kristne. — Kir