104 / 245
100
sig Bibelens Lære, men i Virkeligheden bortfortolkede dens
Kærne, var at fremhæve Trosbekendelsen som Salighedsvil-
kaaret i Vorherres Jesu Kristi Menighed.
I Troen paa, at det var Vorherres Vilje, at det skulde
være saaledes, bestyrkedes han ved en Drøm, han paa den Tid
havde. Det forekom ham, at han spillede Skak, og at hans
Modstander havde bragt ham saa vidt, at Udfaldet afhang af
et eneste Træk. Paa samme Tid, dette blev ham klart, saa
han, at hans Modstander var Djævelen; og nu turde han
ikke trække. Men da stod der bag ved ham en lys Skik
kelse, der pegede paa en Brik, som han da trak, og derved
vandt han Spillet.
» G r u n d t v i g s m a g e l ø s e O p d a g e l s e « har man
baade for Alvor og i Spot kaldt denne Opfattelse af Menighe
dens Trosbekendelse ved Daaben. Selv blev han, som Aarene
gik, mere og mere sikker paa, at han ved sin Betragtning af
Trosbekendelsen som Salighedsvilkaaret ikke alene var i Over
ensstemmelse med Morten Luther, der i sin lille Katekismus
ikke blot betegner den som »Troen«, men vil have den be
kendt af kristne Mennesker baade Morgen og Aften; men
han mente sig ogsaa i god Overensstemmelse med det nye
Testamente, hvis Hovedforfattere efter hans Opfattelse klarlig
forudsætter et saadant Ord, ældre end de hellige Skrifter
(Rom. 10, 6—
7
;
2
det Thess. 2,
15
;
2
det Tim.
3
,
14
—
17
;
Peders første Brev helt igennem; Joh.
3
,
5
;
1
ste Joh.
2
,
20
).
Af de bevarede Opskrifter til Grundtvigs Prædikener
synes det at fremgaa, at det var i den sidste Uge af Juli
Maaned
1825
, han gjorde den store »Opdagelse«. Og fra
den Stund ønskede han, at en af Rationalismens Ordførere
vilde træde frem, saa han kunde møde ham i Kamp ud fra
dette Standpunkt.
Han skulde ikke vente længe; thi den
20
. August udgav
Universitetets yngste teologiske Professor, Stiftsprovst Clau-
sens Søn, H. N. C
1
a u s e n et omfangsrigt
(844
Sider) Skrift:
» K a t o l i c i s m e n s o g P r o t e s t a n t i s m e n s K i r k e
f o r f a t n i n g , Læ r e o g R i t u s « , som Grundtvig følte
sig forpligtet til at angribe, baade af Hensyn til Forfatte
rens Personlighed og af Hensyn til Bogens Indhold.
Professor H. N. C l a u s e n (
1793
—
1877
) var en højst
tiltalende Personlighed: en fin Skikkelse med en værdig og
smuk Optræden, en smagfuld om end lidt kølig Fremstilling.
Han var blandt de teologiske Professorer den, der havde