100 / 245
96
Sind de Tanker og Følelser, der fandt et skønt, om end paa
mange Steder dunkelt Udtryk i hans herlige, store Digt »N y-
a a r s - Mo r g e n « , som han selv har betegnet som Udtryk for
en Kamp mellem den sorteste Fortvivlelse og det mest maj
grønne Haab, hvori dog Haabet vandt Sejr.
Kritikeren S. H. V o d s k o v har en Gang udtalt, at dette
Digt i dansk Literatur maa sammenlignes med »Aladdin« og
»Adam Homo«, og at den Tid maa komme, da alle »dannede«
vil kunne Stykker af det udenad. Denne Tid er dog ganske
vist ikke kommen endnu.
Digtet indeholder efter den storstilede Morgenhilsen med
Ønsket om Guds Fred for Brødre og Frænder i Nord et
aandfuldt, om end paa sine Steder dunkelt Tilbageblik paa
hans Liv og Gerning og maa læses og eftertænkes af alle,
der vil forstaa Grundtvigs Stilling, Liv og Gerning. For at
faa et saa meget rigere Udbytte deraf bør man have enten
J. H. Monrads Afhandling derom eller H. Begtrups Noter
dertil ved Haanden under Læsningen, helst begge Dele.
I et af »Nyaars-Morgen’s« jublende Indledningsvers
siger han:
»At Natten er svunden
med Skyggernes Hær,
og Dagen oprunden
til heltelig Færd;
at glødende Voven
har favnet dens Glans,
at straalende Skoven
den byder sin K rans;
at liflig min Tunge
har Lyst til at sjunge —
det ingen aftrætte mig skal.
Ja, Lyst til at sjunge
jeg har nu om alt,
hvad Øren og Tunge
man værd haver kaldt:
om Moses og Mimer,
om Himmel og Jord,
om alt, hvad sig rimer
med Aand og med Ord,
om Lys fra det høje,
om Glimt i vort Øje,
om Gnisten i Staal og i Flint.«
Han blev imidlertid kaldet til Kamp, ikke til Sang. To
unge, kamplystne Mænd: den lærde Kirkehistoriker A. G.