NFSGrundtvig

saa den løsnes først, naar Dragen

gør sit sidste Muldvarpskud —

ikkun da med Mod og Lykke,

som en himmelfalden Skygge

vi kan tone Danmarks Flag.«

Men er det vor Lyst at lægge os som Støv i Herrens

Haand, da gør han os til sine Redskaber, da indvier han

vort Banner, og da kan vi

» . . . . hæve Danebrog med Lyst

som det store Banners Skygge

med dets Billed dybt i Bryst.«

Grundtvigs fredsæle Ven Ingemann blev helt bange, da

han mærkede, at Vennen vilde gaa paa Korstog, og advarede

ham indtrængende mod at krænke Frihedens Lov, naar han

rykkede frem til Angreb. Hertil svarede Grundtvig, at han

var vis paa, det skulde blive erkendt, at ingen havde tjent

Frihedens Sag bedre end han trods Modstandernes Snak om

hans Intolerance. Men han mener, at naar man vil taale

Præsternes selvtagne Frihed til at lære, som de lyster, maa

man ogsaa give fromme Lægfolk Lov til at søge Opbyggelse,

hvor de kan finde den. Han agter ikke at rejse Klage mod

Præsterne, fordi de har en anden Tro end han, men fordi

de lærer tvært imod Loven og deres Embedsed, mens Menig

hederne er bundne til dem som til eneberettigede Lærere,

og Menighederne bliver straffede, naar de søger Opbyggelse

andetsteds.

Dette Synspunkt maa man have for Øje, naar man vil

dømme retfærdigt om den kirkelige Kamp, Grundtvig kom

til at føre i

1825

Som før fortalt, havde han arbejdet paa et Forsvars

skrift for Kristendommen, der ikke vilde føje sig for ham,

og det var blandt andet, fordi han savnede et fast, urokke

ligt, for alle vitterligt og af alle anerkendt Udtryk for, hvad

Kristendom er. Søgte han et saadant i Bibelen, satte hans

rationalistiske Modstandere deres Fortolkninger mod hans;

og fandt han et bestemt Udtryk for sin Tro i et Bibelsted,

vilde de kunne komme med et andet som Udtryk for deres.

Saa læste, grublede, bad og græd han og ledte med

Smerte efter det uimodsigelige Udtryk for, hvad der er Kri

stentro til Salighed, indtil det blev ham klart, at al vor Tale