NFSGrundtvig

Det forekom ham, at alt saa saa trøstesløst ud — ikke

mindst Literaturen — , og derfor brød han sit Hoved med

at udgrunde en Maade, hvorpaa han kunde frembringe en

Smule Bevægelse paa Literaturens døde Hav. Han arbej

dede da paa et Forsvarsskrift for Kristendommen, der skulde

vise baade, hvor forsvarlig den er, og hvor uforsvarlig Lige

gyldigheden over for den og Indvendingerne imod den er.

Dette Arbejde var ganske vist ikke forgæves, da det afslørede

ham Lunkenheden i hans eget Bryst og gav den sit Banesaar;

men han kunde aldrig faa det efter Ønske, thi hvor tørt han

end begyndte, blev det dog snart saa poetisk, at han fandt

det uskikket til at vise sig paa det døde Hav; og filede

han saa derpaa, til det blev blankt og klart, saa var Aan

den borte.

Han følte imidlertid med Glæde, at han under dette

Arbejde var bleven levende igen, at Natten var ved at ud

rinde, og Morgenen at oprinde. Og i denne Stemning mod

tog han Ingemanns » V a l d e m a r d e n S t o r e o g h a n s

M æ n d«, der voldte ham en stor Glæde som et dansk histo

risk Ord, hvortil der i mange Tider ikke havde lydt Mage,

en Helteopstandelse, Begyndelsen til en ny Række af det

danske Hjertes Heltegerninger. Vel havde Grundtvig sine

Indvendinger mod Digtet, navnlig da mod Skildringen af

Sakse, der jo var skildret som en »naragtig Pedant«, og han

bebrejdede Ingemann denne Skildring i stærke Ord og hæv

dede, at Ingemann skyldte Sakse den Æresoprejsning, som

han ogsaa gav ham i » V a l d e m a r S e j r « . Men da Molbech

i »Nyt Aftenblad« havde skrevet en meget nedsættende An

meldelse af Ingemanns Digt, skrev Grundtvig et bidende

ironisk » T r ø s t e b r e v i S o r g e n o v e r K o n g V a l d e

m a r o g h a n s Mæ n d « . Heri takker han Molbech, fordi

denne selv intet Epos har skrevet, og fordi han har heglet løs

paa Ingemann, uagtet han jo veed, at det ikke nytter det aller

mindste, idet Ingemann jo vil le ad den velgrundede Kritik

og sige, at han med sit Digt har naaet, hvad han vilde:

skrevet en episk Idyl, som de lærde kunde give hvad Navn

de vilde; thi

»hvad rager mig en Smule Navn.

Jeg sjunger kun til Lyst og Gavn

for dem, der føler med de smaa,

at Navnet gør kun lidt til Kvadet,

saa naar man Bogen kan forstaa,

man blæser kun ad Titelbladet.«