105 / 245
101
størst Indflydelse paa Studenterne, og netop derfor ansaa
Grundtvig hans Virksomhed som særlig farlig, da han ikke
kunde se rettere, end at det var den gamle Rationalisme i
en let skriftteologisk Forklædning, Clausen var Ordfører for,
ikke mindst i den nævnte Bog.
Clausen søger her at forklare Modsætningen mellem
Katolicisme og Protestantisme saaledes, at den k a t o l s k e
K i r k e nærmest slutter sig til Kristus ikke ved noget aan-
digt, indre Baand, men ved et historisk udvortes, idet den
ikke udleder sin Avtoritet af sin Kristelighed, men sin Kriste
lighed af sin Avtoritet; den hviler altsaa paa et historisk
Grundlag, paa en given Avtoritet. »Den p r o t e s t a n t i s k e
erkender ingen saadan given Avtoritet; ingen Avtoritet und
tagen den hellige Skrift kan gælde for Kristne som Troskilde,
og intet kirkeligt Samfund ifølge Arveret opstille sig selv
som den sande Kirke.«
Kunde det her synes, at Clausen er Skriftteolog, maa vi
lægge Mærke til hans Betragtning af den hellige Skrift. »Lige
som Protestantismen kun erklærer dem for Teologer, som
er i Stand til at tolke Skriften i Skriftens Aand, saaledes er
klærer den kun een Fremgangsmaade for den sande: den,
som udgaar fra Skriftens Fortolkning og derefter bringer dens
Lære i S a m k l a n g m e d F o r n u f t e n s Ud s a g n . « —
»Den protestantiske Kirke,« siger han videre, »henholder sig
med Rette udelukkende til den hellige Skrift . . . . som den
eneste Trosnorm . . . .; den er det tilstrækkelige, fuldstændige
Vehikel (o: Hjælpemiddel) for Læren, hvortil intet kan føjes,
som intet kan tages derfra; og den er sig selv nok, sin egen
Tolk, ved sig selv klar og indlysende for ethvert seende Øje.«
Men »Protestanten, som idelig færdes og sysler med de
hellige Bøger, kan ikke dølge det for sig selv, at Gentagel
ser, der synes at kunne være undgaaede, er lige saa hyppige
som Huller, der synes at burde være udfyldte; at Skriften
tier, hvor man helst lyttede til dens Tale; at den taler dun
kelt og ubestemt, hvor Øjet begærligst søger et ledende Lys;
at et Slør hviler over enkelte Steder og enkelte Bøger med
Hensyn til Avtenti, til Tekst og Fortolkning, som ingen Tid
synes at skulle hæves
Naar vi betænker den hele Øko
nomi af vor hellige Skrift, betænker, at intet Ord er os
umiddelbart overleveret af Jesus selv, heller intet Ord ud
trykkelig beseglet ved hans højeste Avtoritet; at Jesu Taler
og Bedrifter ikke i nogen fortløbende, fuldstændig Beretning,
er os optegnede; at de tvende af hans Biografer ej en Gang