NFSGrundtvig

120

land, der gav Englænderne selv Stødet til et Studium af

deres egen Oldtidsliteratur.

Grundtvig har fortalt, at en Gang i Aaret

1828

, da han

efter at have nedlagt sit Præsteembede paa en Maade stod

ledig paa Torvet, spurgte Kong Frederik den Sjette ham, hvad

han bestilte, hvortil han svarede: »Ingen Ting, Deres Majestæt,

og jeg veed ikke noget at gøre for Øjeblikket, med mindre

det maatte behage Majestæten at lade mig rejse til England

og nærmere undersøge de angelsaksiske Haandskrifter, som

er af megen Vigtighed ogsaa for Oplysning af Danmarks

Oldtid, men er aldeles foragtet i deres Hjemstavn.« Kon

gen greb disse Ord med levende Deltagelse og beklagede

blot, at Rejseunderstøttelserne for dette Aar allerede var bort

givne, hvortil Grundtvig sagde, at i hans Alder var man ikke

saa opsat paa Udenlandsrejser, at man ikke kunde vente

et Aar.

1829

fik han saa Understøttelsen og rejste til England.

Han havde forsynet sig med Anbefalinger til engelske lærde

fra Mænd her hjemme, hvis Navne var kendte i England.

Saaledes havde hans Ungdomsven C. Molbech, hans fordums

Modstander H. C. Ørsted anbefalet ham til forskellige ind

flydelsesrige Mænd, for hvilke Anbefalinger han takkede i

varme Ord. Men hvor venligt end de lærde tog imod ham,

saa fandt han til at begynde med ingen Forstaaelse hos dem

for sin Begejstring for Angelsakserne; Kultur og Civilisation

var begyndt i England

1066

, da Normannerne blev Herrer i

Landet, mente de alle. Og naar Grundtvig »med barbarisk

Veltalenhed udbredte sig over den angelsaksiske Literaturs

Skønhed og ulykkelige Skæbne, var et medlidende Smil over

hans slette Smag alt det Svar, han fik«. »Dette,« siger han,

»ærgrede mig naturligvis, ikke blot for Sagens, men især for

min egen Skyld, og jeg benyttede mig da paa det grusomste

af vedkommendes Ubekendtskab med, hvad de fordømte, til

at drille dem med den store Selvfornægtelse, de viste ved at

overlade os det nye Evropas historiske og poetiske Dron

ning med hele den verdenshistoriske Navnkundighed, vi

Danske som hendes vel svage, men trofaste Riddere var

sikre nok paa at vinde, men vilde af naturlig Beskedenhed

gerne delt med vore højbaarne og glimrende Frænder paa

Angulsøen,, der unægtelig havde nærmest Krav paa Æren.«

— Dette synes at have virket; thi da Grundtvig i

1830