NFSGrundtvig

som » V e r d e n s K r ø n i k e « (af 1812). Denne Bog havde

han begyndt at skrive paa, mens han var Historielærer i

det Schouboe’ske Institut, og dens første Tredjedel (indtil

Reformationen) er en i mange Maader god og træffende Over

sigt over Historiens Hovedbegivenhed i Oldtid og Midalder;

men fra Reformationen bliver Fremstillingen bredere, og

Dommene falder skarpt; særlig vidtløftig er Fremstillingen

af Samtiden, og særlig skarp Dommen over dens Mænd.

Den er saaledes langt fra at være noget harmonisk, helstøbt

Arbejde; den er langt fra at være præget af kritisk Gransk

ning og historisk Kunst, men den vidner om brændende,

kristelig Nidkærhed.

H. C. Ørsted skrev om den, at det var den eneste Ver

denshistorie, han kendte, der forbigik Perikles og medtog

Pastor Rørbye. — At den vakte saa megen Opsigt og saa

stor Forargelse, skyldes vel især de mange »Skudsmaal paa

graat Papir«,, som Bogen med Navns Nævnelse giver saa

mange af Samtidens Mænd: Om T- C. B r u n hedder det, at

han har besudlet mange Blade med ugudelig og liderlig

Skæmt og skammelig misbrugt Vittighed og velklingende

Vers til at forgifte Troens og Dydens Kilde i sit hellige Ud

spring. Om J. B a g g e s e n, at han var et opvakt Hoved

med spillende Vittighed, let Nemme, løs Følelse og et sjæl

dent Herredømme over Tungemaalet. »Bløde maa Hjertet

ved at beskue den Skjald; til en herlig Fugl blev han skabt,

og vilde han have svunget sig kæk mod sit Fædreneland, da

skulde det have tonet saa lifligt i Danmarks Skove til Veder

kvægelser for Aander og Hjerter, mens Seklerne skrider;

men han vilde hellere med farvede Vinger flagre i Kreds om

Jordens Blomster.« Om Ch r . B a s t h o l m gøres til en Be

gyndelse den betegnende Bemærkning, at han begyndte med

en Lovtale om Messias og endte med en Anbefaling af den

stoiske Filosofi. Han førte Krig mod den gamle Enfoldighed

i Tro og Tale saavel som mod de gamle Kirkeskikke, vilde,

at Præsterne skulde sørge mere for deres Menigheders Le

gemer end for deres Sjæle.

Saadanne Domme maatte, hvor træffende og rimelige

end Eftertiden kan finde dem, forarge og forbitre mange i

Samtiden; gamle Venner bedrøvedes og faldt fra ham, og

Modstandere forbitredes end yderligere. Hans Ven, Povel

Dons, bad ham være beredt paa mindst en halv Snes Injurie

processer. De blev dog ikke til noget, da Statsbankerotten