NFSGrundtvig

k i l d e Ri m«. Han fortæller om det Indtryk, Læsningen

gjorde: »Hjerter rørtes under Præstekjoler, og Taarer randt

paa Præstekinder til Vidnesbyrd, at over Kirken glimted Lys

endnu fra Riddersalen, til Varsel om, at Rosenkilden aldrig

tørredes, men stemte ikkun sine Bølger, fordi saa længe

Isen raader og værger sig mod Solen, kan ingen Rose gro,

og vil igen Herrens Time udstrømme over Daners Mark

til Vederkvægelse og Grøde.«

Det er helt pudsigt ved Siden af disse højstemte Ord

at høre, hvad Grundtvigs Ven og Vært i Roskilde, Adjunkt,

senere Provst Daniel Smith, fortæller derom: »De andre For

handlinger var endte, og de gode Provster havde holdt et

dygtigt Maaltid og faaet en Pibe til Kaffen; men, ak! ingen

Siesta. De maatte atter op i Landemodesalen, og Klokken 9

begyndte vor Poet og Kapellan- Han sad ved Siden af den

gode Amtsprovst Bøgh, vor fælles Patron, som med en

Engels Taalmodighed tændte Lysene igen, hver Gang Grundt

vigs Begejstring spyttede dem ud. Munter var mindre taal-

modig, rejste sig og gik omkring og bladede i Bibliotekets

Bøger. Men hos de øvrige Amtsprovster gik Naturen over

Optugtelsen; de sov, og blandt andre snorkede Provst Ham-

mond fælt. Men da løftede Grundtvig sin Tordenrøst, da

han kom paa sin poetiske Vandring til Kirkesvalen, hvor

han saa Lys, tog Mod til sig og traadte ind og til sin For

undring ser Ridderkors paa Præstekjoler og alle Bispers

Portrætter paa Væggen. Saa raabte han overlydt: »Sidder

vel, I Bisper alle, fra Palladius til Balle!« Og saa tiltalte

han Biskoppen som »gamle Baltzers Søn«. Bispen tabte

Bogen af Haanden, Provsterne vaagnede, og dersom Ham-

mond havde haft nogle Haar, saa havde de rejst sig af

Skræk over hans stirrende Øjne. Det gik ud paa Aftenen,

og det var nær Midnat, da Grundtvig puttede sit Manuskript

i Lommen, og vi skulde til at gaa i Halvskumring langs

med Omgangen til den store Vindeltrappe, inden vi kunde

naa Kirken, hvor Billederne i Maanelys bevægede sig som

opvaagnede af Troldmanden Grundtvig. Den forunderlige

Hast, hvormed Provsterne trængte sig forbi hverandre, tydede

virkelig paa nogen Hjerteklappen, saa jeg og Grundtvig

gik allerbagest, og jeg kunde ikke bare mig for at hviske

til ham: »De har gjort de gode Prælater bange, og de tæn

ker: »Den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde.««

Kort Tid efter dette Landemode blev Grundtvigs gamle