54 / 245
50
Irettesættelsen. Han var bleg og saa i høj Grad lidende ud,
saa at Professor Hornemann gik hen og trøstede ham med,
at ogsaa Langebek, vor store Historieforsker, havde faaet en
Irettesættelse. Og Kancellipræsident Kaas lod ham vide, at
baade han og Kongen mente, at Grundtvig havde Ret. Man
kappedes i Elskværdighed over for ham, »alt sammen«,
siger han, »fordi man troede, det var over denne latterlige
Sag, jeg var nær ved at synke i Jorden.« Men der var
noget helt andet i Vejen.
Det var ikke just det, at han havde haft en Brevveksling
med sine Forældre, der havde gjort stærkt Indtryk paa ham.
Da Biskop Munter havde nægtet at indstille ham til at blive
Faderens Kapellan, blev han halvvejs glad derved; thi han
havde i Virkeligheden fortrudt, at han havde givet Løfte om
at give Slip paa glimrende Udsigter i Hovedstaden for at
blive Kapellan i Udby; og dette lagde han
i
etBrevtil
Fader ingen Dølgsmaal paa. Men herover blev hans Moder
vred og bebrejdede ham i stærke Ord »Utaknemmelighed,
Ustadighed og det fejge Sindelag, der foretrækker Lyst for
Pligt«. Og hertil svarede han, at han følte det som sit Kald
gennem Videnskaben at virke til Faderens Forherligelse, og
denne Gerning turde han ikke opgive for at opfylde endog
en af sine kærestes Ønsker.
Hans forpinte Udseende den Dag, han fik Irettesættelsen,
stod i nærmere Forbindelse med et Par Oplevelser fra Ok
tober og December 1810.
Han havde faaet en uimodstaaelig Trang til at læse
Historie og sad den 9. Oktober og læste i Kotzebues Prøj
sens Historie, skønt han dybt foragtede baade Bogen og
Manden. Han læste da følgende Ord af Kotzebue: »Omend-
skønt Omvendelsesiver som Ild paa Stepperne greb selv
Kongerne af Danmark og Norge, omendskønt fire af Polens
Herskere stræbte at forplante den nye Tro, skønt Naboerne
hyldede den, o g d e t v i s n e K o r s stadig rykkede nærmere
til den grønne Eg, saa blev Prøjserne dog faste ved deres
Fædres Tro.«
Denne »Giftblomst« bragte Grundtvig til at kaste Bogen
fra sig, og han blev greben af Nidkærhed og Kamplyst; han
vilde tvinge dem i Knæ for det Kors, de haanligt kaldte
»det visne«. Og der fulgte nu et Par Maaneder, hvori han
gik i et »stille, stolt Sværmeri«, læste Bibelen, især Pro
feterne, Luthers Skrifter, Kingos Salmer, studerede Kors-