48 / 245
44
Kraft og en større historisk Sandhed end Øhlenschlæger
havde gjort det i »Hakon Jarl« og »Palnatoke«. Disse »Op
trin« maa i det hele regnes for noget af det ypperste, det
mest storslaaede, den danske Digtekunst har frembragt.
Øhlenschlæger forbavsedes over den Ild og Kraft i Sproget
og den Fortrolighed med de gamle Sagn, der havde beriget
Grundtvig med saa mange Ord og Udtryk og mange karak
teristiske Træk i Skildringen. Grundtvig var, skrev han,
»sejlet Historien adskillige Streger nærmere paa det poetiske
Kompas« end han selv.
Her skal ikke nærmere gøres Rede for Indholdet af
disse Optrin, der samler sig om »Gorm hin Gamle«, »Harald
Blaatand og Palnatoke« og »Vagn Aagesen eller Jomsborgs
Undergang«. Det maa tilraades alle at læse disse prægtige
»Samtaler«, der er let tilgængelige i en ny Udgave fra 1861.
Grundtvig kunde under sit Ophold i København 1808—
1810 ikke klage over Mangel paa Anerkendelse. Han var for
Brødets Skyld Lærer i Historie og Geografi ved det Schou-
boe’ske Institut, en den Gang fordelagtig bekendt Latinskole-
Da Drengene fik at høre, at han skulde være deres Lærer,
den underlige Kandidat Grundtvig, med det lange, mørke
gule Haar, som de havde set pile ned ad Gaden i den graa
Frakke, mente de, at det nok blev en, de kunde drive Løjer
med. Men han beherskede dem fuldstændig ved sit Blik
og fængslede dem ved sin Undervisning, saa han kom til at
staa i det bedste Forhold til dem.
Af hans Elever har den senere Professor og Minister
D a v i d omtalt hans Historieundervisning med Beundring, og
de Homeriske Digtes mesterlige Oversætter, Chr. Wilster, har
udtalt, at han havde Grundtvig at takke for, at »den indre
begrundede, fremadstræbende Higen i hans Sjæl fik Vinger«,
og at Grundtvig lærte ham »nøje at beregne Anvendelsen af
Tiden i hans Discipelaar«. Han sendte derfor siden Grundt
vig sin Oversættelse af »Iliaden« med Tilskriften: »Digteren
og Videnskabsmanden, Pastor N. F. S. Grundtvig med fortrin
lig Højagtelse fra hans fordums Discipel Chr. Wilster«. I et
andet Brev taler Wilster om den Højagtelse, han lige fra
Drengeaarene har næret for sin aandrige Lærer, af hvis
Skrifter han blandt andet har lært meget Dansk.