NFSGrundtvig

Men hvor meget han end ønskede at glemme sig selv,

og hvor meget han end kæmpede mod sin ulykkelige, for

budne og ubesvarede Kærlighed, saa maatte han dog sige:

»—

jeg stedes i Vaande,

naar ej den susende Vind

køler den kogiende Aande,

før den omvifter min Kind.

Da er der Fare paa Færde;

men jeg vil Barmen omgærde

dybt ud i Norden med Is,

kæk vil jeg røre min Tunge

og mellem Fjælde udsjunge

Asers og Kæmpernes Pris.«

Han vilde altsaa vende sig bort fra sin Samtid og gøre

et langt Ophold i Nordens Oldtid. —

Det var maaske et Par Breve fra hans Ungdomsven P.

N. Skovgaard, der virkede til, at han tog denne Beslutning.

I det første spurgte Skovgaard, hvorledes det gik med hans old

nordiske Studier, og i det andet fortalte han, at Universitets-

bibliotekaren, Professor R. Nyerup, havde været glad over

hans Afhandling om Sangene i Edda og havde sin Opmærk

somhed henvendt paa ham. Dette gav Grundtvig Mod til at

bede Nyerup om Laan af Universitetsbibliotekets sjældnere

Bøger; og da han fik dem, blev det muligt for ham at

skrive en mærkelig Afhandling »Om A s a l æ r e n « , som han

sendte Nyerup, og som blev indrykket i »Minerva« 1807. I

denne ligger allerede i Svøb den selvstændige og nye Opfat

telse af Asalæren, han siden gjorde gældende i større Ar

bejder, hvorfor den her forbigaas med den Bemærkning, at

den her hjemme ikke blev synderlig ænset, men at Tysklands

største mytekyndige paa den Tid, Professor Gruter, i et Brev

til Nyerup siger, at det har glædet ham overordentlig. »Sig

ham« (Grundtvig), skriver han, »at jeg omfatter ham med en

broderlig og venlig Aand, og at alt fra hans Haand skal

være mig overordentlig velkommen. Kan jeg paa nogen

Maade faa Tid dertil, vil jeg visselig forsøge med Grundighed

og Deltagelse at nedskrive en Redegørelse for hans nye

Undersøgelses Fortjeneste.« Han beder i Slutningen af Bre

vet Nyerup om at advare Grundtvig mod den tyske Roman

tiks Afgrund.

I Sommeren 1807 synes Stemninger at være komne til

Live hos Grundtvig, som fik Udtryk i Slutningen af Digtet

»Strandbakken ved »Egelykke«: