42 / 245
38
ham, saa vi føler med Pavlus, at det var langt bedre at
fare her fra og være med Herren. B ø n n e r n e i vort Ritual
kan godt trænge til Forbedring, men kun en sand Digter,
der veed at forherlige Poesiens Flamme ved Religionens
hellige Ild, kan forandre dem til det bedre. Falder de i
Hænderne paa Systematikere og Prosaister, vil vi enten se
Skriftsprogene sanseløst sammenslyngede (Balle?), eller Mo
ralens Kapitler afhandlede (P. O. Bojsen?), eller betydnings
løs Sentimentalitet bejle til en Taare (Adler-Bastholm?), der
ej kan udtrykke Længslen efter det evige, men kun Medynk
med Tilværelsens Usselhed i sin skønneste Form. Det er
en Selvfølge, at den vordende Salmedigter maatte udtale sig
stærkt mod den udvandede Prosa i den saakaldte evangelisk
kristelige S a l m e b o g .
Hvor meget rigtigt der end kan være i denne Afhand
ling, saa Grundtvig dog snart selv ret kritisk paa den; den
er jo ogsaa meget mere en gærende Ynglings Antydninger
end en moden Mands Forslag. Og han bekender, at »Dig
teren her var adskillige Aar forud for Mennesket«. Han
havde nemlig ikke i sit eget Hjerte overvundet den Rationa
lisme, han i Afhandlingen bekæmpede. Det var i Grunden
kun en p o e t i s k Opvækkelse, han selv havde oplevet. Men
en saadan var timedes ham:
»Naadig lod Gud sig forbarme
over mig usle og arme.
Han mig det lærte med Smerte,
at jeg og havde et Hjerte,
at jeg til Klogskab og Vid
satte som Daare min Lid.
Aanden oplukked sit Øje,
saa sig paa Afgrundens Kant,
stirred saa fast og saa nøje
rundt om en Frelser og fandt —
fandt, hvor det faldt,
Gud overalt;
fandt ham i Digterens Sang,
fandt ham i Vismandens Ord,
fandt ham i Myter fra Nord,
fandt ham i Tidernes Gang.
Synligst og vissest den dog
fandt ham i Bøgernes Bog.«
Lige saa vel som Grundtvig ifølge sin Natur maatte ud
tale sig om Tidens kirkelige Spørgsmaal, maatte han sige
sin Mening om Spørgsmaal, der vedrørte andre Sider af det
aandelige Liv. Derfor sendte han Rahbek en ny Afhandling