37 / 245
33
bag mig den venlige Gaard
med sine Mure saa hvide
kranset af Skovene staar
lunt under Bakkernes Side,
lys mod det bølgende Hav;
mellem de Lande saa skønne
flyder det rolige Vand,
dejlig sig Øerne grønne
løfte i blaalige Strand;
Træerne stande saa stille,
Fuglene tie saa kvær,
dog monne Smaabølger trille,
afbilde Tidernes Færd.«
I kirkelig Henseende var det paa Langeland som i det
øvrige Land: rationalistiske Præster og tomme Kirker.
Grundtvig var selv ikke videre; naar han prædikede for sin
Ven, Pastor Graae i Bøstrup, talte han efter sin egen Er
klæring nok saa dejligt om Dyder og Laster, Fugle og
Blomster; men Kristendom i strengere Forstand var der ikke
i hans Taler. Han siger om sig selv, at han var en Fari
sæer af den strengeste Slags.
Med de strenge Begreber, han havde om Sædelighed,
maatte det være ham i højeste Grad ydmygende og pinligt,
at han maatte tilstaa for sig selv, at han havde fattet Kær
lighed af almindelig menneskelig Art til den unge, smukke
og livlige Frue i Huset, Konstance de Steensen-Leth, med
hvem han læste ældre og nyere Digteres Værker: Shake-
speares, Goethes, Schillers og Øhlenschlægers, og med hvem
han havde en Mængde aandrige, livliglette og alvorlige Sam
taler, hvori den unge Præstekone, Fru Graae, tit var tredje
Deltager. At Grundtvig var sig bevidst, at den unge Præste
datter paa Falster med Længsel og Spænding ventede paa
ham, gjorde naturligvis dette Forhold endnu tungere for
hans Samvittighed.
I et Brev til sin Ven C. M o l b e c h skrev Grundtvig i
Maj 1808 herom: »Jeg saa en Kvinde, og jeg, Kærlighedens
koldeste, bitreste Spotter, elskede i første Nu saa dybt, saa
glødende, som det er en dødelig muligt. Oldtiden svandt
bort for mit Øje eller rettere sammenvokste med den Nutid,
der fremtraadte i min elskede. Ja, jeg har levet, levet i
denne Verden og omfattet alt omkring mig med Kærlighed,
fordi alt synes at være til for den enes Skyld og dreje sig
om det ene Punkt, hvori mine Ideer og Følelser forenede
Rosendal: N. F. S. Grundtvig.
3