38 / 245
34
sig. Dog, kort var denne Salighed; thi jeg behøvede blot
at vide, jeg elskede, for at blive saa ulykkelig, jeg kunde
blive. De borgerlige Forhold stod som en uoverstigelig Mur
imellem os, og Naturen havde desuden befæstet et svælgende
Dyb mellem vore Væsener. — O, hvor har jeg ikke kæmpet
mod denne frembrydende, voksende Lidenskab! Med hvilken
Magt har jeg ikke nedtvunget min Sjæl i de mest anstrengende
Sysler for at dæmpe Stormen, der raser i mit Indre! Dog,
alt var forgæves, det var som om Mennesket med sin Haand
vilde dæmme for den susende Bjergstrøm. Aar henrandt,
og svag hensank jeg i det mørkeste Tungsind! Ak, jeg
vandrede mørke, vildsomme Stier; thi jeg havde intet Hjem.
Denne Verden var lukket for mig, og min Aand manglede
Kraft, ja — hvad mere er — Lyst til at skabe sig en ny.«
I sin Dagbog talte han fortroligt med sig selv derom:
»Jeg kom her. Jeg læste i den hulde Kvindes Øje, og hvad
var al Verdens Bøger imod det? Hvad kunde jeg i dem faa
at vide, der var mig saa kært som Synet af hendes paa
mig med Ømhed hvilende Blik? Hvad var Læsning og
Tale mod tavs Stirren paa den hulde? Det, som den matte
Lampe er mod den straalende Sol.«
»Hvad var min højeste Triumf selv som Forfatteres
ypperste mod et sagte Tryk af hendes Haand, ved hvilket
hver min Gliedel (!) bævede af Fryd, ved hvilket en Himmel
af Salighed syntes at gyde sig fra hver hendes Fingerspidse
i mit aabne, svælgende Bryst!«
Han var, som han selv senere skrev, »bleven saaret paa
det ømme Sted, hvormed alt det kommer op, der ligger
dybest i os«. Og hans ulykkelige, forbudne og ubesvarede
Kærlighed blev for ham en Indvielse til hans Digtergerning,
der — som det er sagt med Rette — i alt Fald for en Del
fik baade sin ejendommelige Styrke, sin Rækkevidde og sit
Særpræg ved det rige Poesiens Væld, der brød frem fra den
saarede Ungersvends Hjerte. Derom udtalte han sig mange
Aar efter, da han efter Tilskyndelse af Molbech var kommen
til at se tilbage paa sit svundne Liv: »Saa blandede nu
end Minderne er fra Langeland og Egelykke, hvor jeg endog
til Dels følte mig meget ulykkelig, saa er de dog saa rige
og eventyrlige, at et Billede af dette Tidsrum i mit Liv, da
alle Strenge berørtes, alle Kræfter vaagnede, og den old
nordiske Livsanskuelse sammengærede med den kristelige,
vilde være det mest poetiske, jeg kunde frembringe.«