32 / 245
28
paa de velkendte Eksamensspørgsmaal indbanke af Manuduk
tører, og det med saa megen Frugt, at han allerede 1803
kunde tage teologisk Embedseksamen med første Karakter.
Hans akademiske Løbebane endte uden Aand og uden Tro.
Noget havde han imidlertid oplevet i sin Studentertid.
Det engelske Angreb paa København og den hæderlige Kamp
den 2. April 1801 havde kun en forbigaaende Indflydelse
paa ham; men i det Studenterkorps, som blev dannet under
Indtrykket af den truende Fare, traf Grundtvig sammen med
en ung juridisk Student fra Bornholm, P e t e r N i k o l a j
S k o v g a a r d , og Bekendtskabet med denne, som han kaldte
sin »tidligere Ungdoms eneste Ven«, blev følgerigt for Grundt
vig. Skovgaard var en videnskabeligt anlagt Natur, der alle
rede havde saa omfattende historiske Kundskaber, at Grundt
vig, der i Aarhus var bleven haanet for sin historiske Viden
og selv havde skammet sig over den, nu lærte at skamme
sig over sin Uvidenhed. Han vakte Grundtvigs Interesse for
vore historiske Kildeskrifter, Sakse, Snorre og de andre is
landske Sagaer, Bøger, som Grundtvig kun kendte af Navn,
men hvor Skovgaard bevægede sig som i sin Hjemstavn.
Skovgaard var ham en »Napoleon i Bogverdenen«, og — siger
han — »aldrig har jeg beundret noget Menneske, som jeg
beundrede ham; og hans Bekendtskab maa jeg da ikke blot
takke for mit forholdsvis tidlige Bekendtskab med Nordens
Oldtid, men i det hele for den levende Følelse: at uden for
Eksamenskredsen laa der en Verden af Kundskaber, som det
godt lønnede sig Umagen at berejse. Derved var jeg reddet
fra en Dovenskabs og Kedsommeligheds Afgrund, hvori Skole-
fukseri og Eksamensslendrian paa et hængende H aar nær
havde styrtet mig.«
Det var ogsaa i Grundtvigs Studenteraar, han ved sin
Fætters, Henrik Steffens’ Hjælp fik det Møde med den tyske
Romantik, der blev saa følgerigt for ham.
Denne Retning vil, som det er sagt, kæmpe mod den
Filisteragtighed og Spidsborgerlighed, der kun tager Sigte
paa det nyttige; mod den Snusfornuft, der kun vil erkende,
hvad den kan tage og føle paa; mod den Middelmaadighed,
der er født Fjende af alt højere. Derfor hævder den i Digt
ningen Fantasiens Ret, fremhæver Eventyr og Sagn, sværmer
for Midalderen, denne sælsomme Tid med de store Skygger
og det stærke Lys, de vældige Lidenskaber og de store Op
ofrelser.