28 / 245
24
»Elskte Lærer, takket vær
for de mange svundne Dage!
Som en Søn jeg var dig kær,
hvis jeg noget har at klage,
er det, at mit lette Nemme
og dit faderlige Sind
gjorde alt for tit dig blind,
lod dig alt for ofte glemme,
at hos Drengen Overmod
er en ond og bitter Rod.«
I Slutningen af September 1798 fulgte Feid sin Elev til
Aarhus Latinskole, hvor han blev optagen i Mesterlektiens
mellemste Afdeling, og hvor han var i to Aar.
Under sin Skolegang her fik han Erfaring for, hvor lidt
den Alder i Livet (15— 17 Aar), da Legemets Vækst og Ud
vikling synes at have lagt Beslag paa al Livskraften, egner
sig til aandeligt Arbejde, saa selv om Latinskolerne var meget
bedre end de i alt Fald den Gang var, vilde det efter Grundt
vigs Syn paa Opdragelsen være langt rigtigere at sætte de
unge i den Alder til legemligt Arbejde end til en Syssel, der
giver dem den Tro, at de er i Færd med at blive Videnskabs-
mænd, altsaa gør dem vigtige, kritiske, selvkloge og under
tiden blaserte. Han ansaa de Aar, han tilbragte i Aarhus,
som spildte; men siden gav han undertiden Skolen og under
tiden sig selv Skyld derfor.
»Skønt jeg,« sagde han 1838, »til jeg var fulde 15 Aar,
i en Krog paa den jyske Hede havde nogenlunde bevaret
den levende Sans for det store som for det hjemlige og i
det hele for det naturlige og levende, saa havde dog Latin
skolen paa mindre end to Aar forvandlet mig til saa kold,
lavstammet og selvklog en Person, at jeg ikke en Gang brød
mig om den store Kamp, som jeg dog havde fulgt med
levende Interesse bogstavelig lige til den Dag, jeg satte min
Fod i den forheksede Latinskole; thi Slaget ved Abukir, som
stod et Par Maaneder i Forvejen, husker jeg grant, var mig
højst mærkværdigt; men paa den klassiske Jordbund mærkede
jeg næppe det mindste til Napoleons Hjemkomst eller en
Gang til Slaget ved Marengo, saa i min Hukommelse sam
mensmelter Nelsons Bedrifter ved Abukir og København,
som om jeg havde sovet Mellemtiden bort. Det havde jeg i
Grunden ogsaa; thi hvordan vore Latinskoler end nu kan
være, saa var den, jeg gik i, saa aandløs, tom og kedelig,
at enten maatte jeg have løbet ud af den Dagen efter min