17 / 245
jeg skuer Taaresmilet!
i dybe Suk fra klemte Bryst
hendøde kvalt min Moders Røst.
Nu er hun lagt i Ormegaard,
nu er den Læbe tavnet
som kærlig i de spæde Aar
mig lærte Fadernavnet,
mig lærte paa den mørke Jord
at finde Lys i Herrens Ord.
O, Moderstøv, o, Moderaand!
mit H jertes Tak du have,
som lærte mig i Ledebaand
paa Herrens Ord at stave,
at stave, grunde, bygge paa
det Ord, som aldrig skal forgaa!«
Han maatte derfor ogsaa, da han 22 Aar efter besøgte
sin Moders Grav, riste hende følgende Minderune:
»Min Moder, Katrine Marie Bang,
hvis Hjerte genlød af Guds Engles Sang,
hvis Øje var klart, og hvis Tro var stor,
som takked for Smuler fra Herrens Bord,
hun troende lagde i Støvet sig ned;
af Støvet opstaar hun i Herlighed.
Vil nogen slynge en Krans om min Stav,
han plante den paa min Moders Grav!«
Et Par Breve fra Moderen til Grundtvig vil gøre hendes
Billede endnu klarere for os. Den 5. Juli 1815 skrev hun,
efter at have modtaget hans Digtsamling »Kvædlinger«, hvori
det tidligere her anførte Digt staar som Indledning og Til
egnelse :
»Min inderlig elskede Søn!
Med megen Glæde har jeg læst dit sidste Brev og den
dermed følgende Bog, som du har tilkendt mig, og takker
min Gud og dig paa det kærligste. Den algode høre mine
Bønner og velsigne dig og din Sæd og lade dig bo trygge-
lig under sine Vingers Skygge. Jeg har læst dine Vers
til mig og har været meget rørt derved. Gud belønne
dig her og formentlig hisset, hvor vi visselig for vor Frel
sers Skyld samles for evig at blive sammen og der at
takke ham og bede til ham, som vi ikke kan i dette døde
lige gøre, som vi bør ...........«
13